• Artiklen opdateres

Borgmesteren mistede flere stemmer end Socialdemokratiet

De personlige stemmetal fra Aarhus Kommune er gjort op. Jacob Bundsgaard mistede over 20.000 stemmer.

Artiklens øverste billede
Heller ikke personligt havde borgmester Jacob Bundsgaard noget godt valg. Han fik halveret sit stemmetal. Foto: Mads Frost

Der var både store vindere og store tabere, da de personlige stemmetal ved kommunalvalget blev gjort op i Aarhus.

Den måske største taber på listen er borgmester Jacob Bundsgaard (S), som fik sit stemmetal mere end halveret fra 39.841 til 19.279.

»Jeg er for det første stolt af, at næsten 20.000 aarhusianere har sat kryds ud for mit navn,« sagde han og tilføjede:

»Men jeg tror, at når et parti går markant tilbage, rammer det spidskandidaten. Jeg vurderer, at jeg ved foregående valg har trukket mange hjemløse borgerligt orienterede vælgere hen over midten. Nogle er måske er vendt hjem ved dette valg. Så må vi se, om det ikke bliver et kort visit derhjemme, når vi rammer næste valg,« siger Jacob Bundsgaard.

Som parti gik Socialdemokratiet 16.300 stemmer tilbage i forhold til valget i 2017. Det var en tilbagegang fra 37,8 pct. af stemmerne til 28,8 pct., hvilket svarer til, at partiet har mistet 3 af de 13 mandater, som partiet opnåede ved valget i 2017.

Resultatet er historisk dårligt for partiet. I 1970 blev Aarhus Byråd udvidet fra 21 til 31 mandater, og siden har Socialdemokratiet ikke på noget tidspunkt måttet nøjes med at sidde på 10 af dem.

Jacob Bundsgaard tilskriver det dels tendensen i hele landet, hvor S har oplevet tilbagegang i flere større byer.

»Vi er selvfølgelig også nødt til at kigge ned i, hvad baggrunden er i Aarhus, og hvordan vi kan vinde noget af det tabte tilbage ved næste valg. Der er kun en vej. Hårdt arbejde, ud og tale med aarhusianerne og sørge for at få omsat 10 mandater til resultater. Vi er stadig det suverænt største parti i Aarhus. Det har vi tænkt os at bruge til at lave god velfærdspolitik og grøn omstilling,« siger borgmesteren.

Kan det dårlige resultat føre tilbage til dig som leder?

»Det er samme tendens i alle store byer. Men jeg tager ansvaret på mig, og i sidste ende er det mit, som den overordnede ansvarlige for Socialdemokratiet i Aarhus. Jeg har stået i spidsen for store resultater. Det her er knapt så stort, det står jeg også i spidsen for,« siger Jacob Bundsgaard.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Med de personlige stemmetal gjort op kan det nu afgøres, hvilke kandidater der får et sæde i byrådet efter nytår.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen