»Banerne til biler bliver smallere«
Ja, måske var det en god idé at undersøge effekten af letbanens etape 1, svarer Steen Bording Andersen. 10 spørgsmål til S-ordføreren om den kritiske trafiksituation i Aarhus.
Hvilket billede af trafikken ser du?
»Vi har en voldsom trafik i den her by – det er der ingen tvivl om. Og vi kan ikke bare bygge meget bredere veje, for alle undersøgelser viser, at det blot giver flere biler, så det er heller ikke løsningen. I en storby må vi regne med, at der vil være trængselsproblemer, selv om vi laver en lang række ting,« siger Steen Bording Andersen og fortsætter:
»Vi er ved at være en storby, hvor vi skal kigge langt mere på en effektiv kollektiv transport. Vi håber, at et stærkere net af bus og letbane kan trække flere bilister over i kollektiv trafik, som det sker i andre byer, men det kan selvfølgelig ikke løse hele problemet.«
Bør Aarhus have S-tog eller metro som i København, når vi bliver en storby?
»Metro er meget dyrt og kræver en bystørrelse på op mod 1 mio., men vi kigger på letbane og BRT, som har deres eget trace. Det er langt mere effektivt end busser, for busserne sidder også fast i bilkøerne,« siger han.
I en storby må vi regne med trængselsproblemer.
Vil en evt. letbane eller BRT-linje til Brabrand flytte bilister over i kollektiv trafik?
»Ikke nødvendigvis fra endestationen i Brabrand, men man kan godt forestille sig, at det vil flytte nogle bilister over i letbanen fra Hasle og nedefter mod byen og også i midtbyen, hvor den største trængsel er. Hvis vi har et tilbud, som er bedre end at sidde i en meget lang bilkø, tror jeg, at folk vil bruge det.«
»Derudover kigger vi også på en BRT-løsning på Ringvejen, hvor der meget ofte er køer, og den tror jeg også, at mange vil bruge for at komme hurtigere frem.«
Men vil brugerne ikke blot være dem, der i forvejen sidder i busserne på Ringvejen?
»Hvis man skal pendle fra et bestemt sted til et andet, så vil folk bruge højklasset kollektiv trafik, hvis det er hurtigt og effektivt.«
Hvor mange bilister har letbanens 1. etape flyttet?
»Ikke voldsomt mange, men det er ikke undersøgt. Estimatet var heller ikke specielt højt.«
Bør man vide det, inden man beslutter sig for en etape 2 af letbanen?
»Det kan godt være, at det vil være en god idé, når vi oplever en stabil periode efter corona, men grundlaget for den første etape af letbanen var, at vi nok ikke kom til at flytte 10 pct. af bilisterne. Derudover kigger vi i øjeblikket også på forskellige sammenlignelige europæiske byer, som har løst en del af deres trængselsudfordringer med en effektiv kollektiv transport. Det gælder bl.a. Bergen, Malmø, Freiburg, Nantes og Groningen.«
Vil etape 2 af letbanen og BRT på Ringvejen være nok til at vende udviklingen?
»I nogle af de byer, vi sammenligner os med, har man været ret hård ved bilisterne og prioriteret den kollektive transport markant i vejbanerne. Det har vi også taget initiativer til. Hvis vi virkelig skal flytte folk, skal det være meget attraktivt og hurtigt at bruge kollektiv transport ved at lave busbaner eller letbanelinjer. Men det er en delikat balance, for vi skal ikke gøre det helt umuligt at køre ind til byen i bil. Hvis du tager halvdelen af vejarealet til busser, vil det genere bilisterne.«
Tror du, der kommer mere letbane i Aarhus?
»Det håber og tror jeg, men jeg vil have et godt beslutningsgrundlag, for det skal ikke være letbane som ren ideologi. Det skal være letbane, fordi det virker og flytter nogle mennesker over i kollektiv transport. BRT er billigere, det ved vi, men spørgsmålet er, om det er attraktivt nok til at flytte folk over, for al erfaring viser, at skinnebåren trafik tiltrækker flere, fordi det er en anden transportoplevelse.«
Du bor selv i Beder, som vel er et eksempel på en oplandsby, hvor det stadig er hurtigere at tage bilen ind til byen end at bruge bus og letbane?
»Linje 100 gennem Beder er altså en af de mest rentable busser i regionen, så der er mange i bus og letbane, men vi mangler letbane på kvartersdrift. Det skal vi have fat i i takt med den vækst, som Odder har, men det kræver dobbeltspor på letbanen, og det vil selvfølgelig tage tid.«
I København ser man to meter brede cykelstier i centrum af byen. Skal Aarhus også have det?
»Jeg tænker ikke, vi skal have bredere veje generelt, så med flere cyklister og flere busser går det den vej, at banerne til biler bliver smallere. Vi har også lavet cykelgader og udvider cykelstierne på Frederiks Allé og laver busbaner på en del af Skanderborgvej, så vi er i gang med den proces. Men det er nok rigtigt, at vi er lidt danske, så vi bygger ikke hele byen om på én gang. Vi tager det lidt i bidder,« siger Steen Bording Andersen.