Hvad laver en badebold i en symfonisk sal?

Aarhus Symfoniorkester afprøver nye formater i de kommende sæsoner.

Artiklens øverste billede
Koncerten med en badebold som avatar er prøvet med succes flere steder, her hos Orchestre Métropolitain, og nu skal den stå sin prøve hos Aarhus Symfoniorkester på onsdag. Foto: François Goupil

Hvad laver en badebold til en symfonisk koncert?

Jesper Nordin, musikchef i Aarhus Symfoniorkester, synes, at man skal komme ind at se på onsdag, når orkesteret ikke bare lader sig dirigere rundt med af en dirigent, men også af en avatar i form af en badebold i et nyt koncertformat, ”Sansernes symfoni”.

Badebolden er her fotograferet til en koncert med Quebec Symphony Orchestra. Foto: Nadia Zheng



Der sker en masse ting mentalt og fysisk med publikum og musikerne under en koncert.

Her er klassisk musik ikke bare klassisk på den klassiske måde.

»Det, som vi gør meget specifikt, også med denne koncert, er, at vi undersøger, hvad der sker mellem publikum og orkester,« siger Jesper Nordin.

»Til det formål har vi søsat to koncertserier, som skal køre over de næste fire år sideløbende med en fireårig plan for, hvad orkesteret skal spille, og en dramaturgi, som strækker sig over de samme fire år. Den ene serie hedder ”Kontakt” – i den serie er koncerten på onsdag den første. Det bliver en legestue, en festlig og ekstravagant koncert.«

Musik og forskning

Samtidig med at musikken spiller, kører der et forskningsprojekt, hvor det handler om at finde ud af, hvad der foregår mellem orkesteret og publikum.

»Der er en interaktion – der sker en masse ting mentalt og fysisk med publikum og musikerne under en koncert,« siger Jesper Nordin.

»Der er en fysisk afstand, men der er en fysik og følelsesmæssig påvirkning af begge parter undervejs. Der er pr. tradition nogle helt bestemte ting, som publikum gør til en koncert. Det er deres måde at medvirke til koncerten på. Det mest åbenlyse eksempel er, at publikum også producerer lyd: De klapper. Det er et lille musikstykke i sig selv, hvor instrumenterne er deres hænder, og det er i store træk det samme stykke musik hver gang. Sådan kan man se på det. En sjælden gang imellem spiller publikum og orkester sammen – man kender det fra nytårskoncertens ”Radetzkymarch”, hvor dirigenten dirigerer publikums klapperi.«

Det vil han selv fortælle publikum:

»I er måske ikke klar over det, men der er nogle traditioner, hvor I skal være med.«

Musikchefen fortsætter.

»Desuden har Rasmus Zwicki skrevet et stykke musik, hvor publikum har en rolle. Der skal jeg forsøge at instruere publikum i, hvad det skal gøre, og så spiller orkesteret til. Der er også nogle andre stykker musik, hvor publikum er med og på en måde udvider oplevelsen. Det er ”Symphonic Chocolates”– der er fire satser, og til hver sats hører et bestemt stykke chokolade, som man så spiser på et givent signal, og hvor man så får en oplevelse af, at musik og smag spiller sammen,« siger han.

Der hører chokolade til publikum med til en "”Symphonic Chocolates”. Foto: Pr-foto

»Sådan som komponisten, den canadiske Maxime Goulet, har tænkt det, har musikstykkerne en karakter, som går igen i chokoladen. Så han har foreskrevet, hvilken chokolade der hører til hvilket stykke musik. Det er skrevet til et orkester i Canada og er spillet utallige gange i USA.«

Desuden rummer den utraditionelle koncert et stykke af den danske komponist Pernille Sejlund.

» ”Bubbles” er et stykke, hvor publikum også er med, og hvor der er nogle særlige effekter – det ligger lidt i navnet,« siger Jesper Nordin, der ikke vil afsløre for meget.

»Jeg har uropført det for over 10 år siden. Det er et charmerende, velklingende og dejligt stykke musik, hvor publikum føler sig godt tilpas og bliver omgivet af fantasifulde bobler.«

Badebolden er i spil i et computerspil, som påvirker musikken. Her fotograferet hos Quebec Symphony Orchestra. Foto: Nadia Zheng

Så er der også musikken med badebold, som også er skrevet af Maxime Goulet, ”Tre stykker for badebold og symfoniorkester”.

Det tager udgangspunkt i et ret enkelt computerspil, hvor publikum er repræsenteret ved en badebold, som det skal bokse rundt i salen, og så skal de så undgå at ”dø”. Pointen er, at musikken ændrer sig, afhængigt af hvad publikum gør med badebolden.

»Det er et eksperiment for os, og det er første gang, at vi laver noget i den stil. Men mange andre orkester i udlandet har prøvet det med stor succes,« siger Jesper Nordin.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen