Afghanistan set fra Aarhus

Hele verden følger med i udviklingen af situationen i Afghanistan. To afghanske aarhusianere fortæller om, hvordan det er at være geografisk langt væk, men mentalt tæt på.

Artiklens øverste billede
Rosa Faizzad føler, at det har taget tid at fordøje, hvad der sket i Afghanistan, når der også er forpligtelser og en hverdag, der skal fungere. Foto: Liv Møller Kastrup.

I Aarhus Kommune bor der omkring 2.500 afghanske indvandrere og efterkommere. Siden Taliban overtog magten i Afghanistan, har de på afstand kunnet følge med i, hvordan deres fædreland på et øjeblik har ændret sig.

To af disse er Rosa Faizzad og Ferdaus Malek. De har aldrig mødt hinanden, men har begge været meget engageret i den samme Facebook-gruppe for afghanere i Danmark. Både Rosa Faizzad og Ferdaus Malek kom til Danmark som børn, fordi deres forældre var politiske flygtninge.

I dag har de en hverdag og et liv i Aarhus, men med stærke rødder og familie i Afghanistan.

Rosa Faizzad var fire år gammel, da hendes familie flygtede til Danmark. Selv om hun i de første mange år af tilværelsen her i landet, ikke kunne tage tilbage og besøge Afghanistan, så følte hun, at hun havde en tæt relation til sit fædreland - en relation som blev stærkere gennem de sidste 10 år, hvor hun er rejst derned flere gange. Selv om hun er langt væk fra Afghanistan, er hun påvirket af den udvikling, der er sket.

»Jeg prøver at beherske mine følelser og ”keep it together”, men jeg har virkelig haft det, som om at jeg ikke kunne trække vejret. Så sagde jeg til min mand: ”Jeg har det virkelig, som om at der er nogen, der er død – en person virkelig tæt på én.” Og så svarede han, ”Rosa, det er ikke bare ét menneske, som er dødt. Det er mange mennesker, som er døde. Det er et helt land, der er dødt,”« fortæller Rosa Faizzad.

I løbet af en uge har jeg mistet mit land. Jeg har været vidne til, at så mange mennesker er på flugt og står uden tag over hovedet. Familier har mistet hinanden.

Rosa Faizzad


Rosa Faizzad er 35 år, selvstændig modedesigner og bor i Tilst med sin mand og deres fire børn. Hendes mand kom først til Danmark i 2010, og de har siden da besøgt familie i Afghanistan flere gange. På rejserne har Rosa Faizzad set, hvordan landet langsomt er blevet genopbygget, og hun har følt sig så tryg, at hun to gange har haft sine små børn med på rejsen. Hun har haft et håb for Afghanistans fremtid, som langsomt begynder at svinde ind.

»Det er meget tragisk, at vi begynder at miste håbet. Jeg har siddet og haft et meget tungt hjerte. Der er en kæmpe sort sky over vores hjem i øjeblikket. Vi har ikke det samme overskud eller den samme glæde, som vi plejer,« fortæller Rosa Faizzad.

Afghanistan fylder alt

Ferdaus Malek kom til Danmark med sin familie, da han var tre år. I dag er han 23, studerer journalistik på SDU og bor med sin familie i Viby. Da han hørte nyheden om Talibans indtog i Kabul, var der mange tanker og bekymringer, som fyldte i hans hoved.

»Tankerne fløj igennem hovedet på mig. Jeg blev rigtig ked af det, og jeg blev rigtig såret. Man ved jo, at når Kabul bliver indtaget, så er hele Afghanistan ved at falde fra hinanden. Jeg tænkte, at det var synd for de piger og kvinder, som bor i landet, for de her universelle menneskerettigheder, dem har de ikke længere,« fortæller han.

Situationen i Afghanistan har påvirket hele familien. Ferdaus Maleks forældre følger konstant med i nyhedsstrømmen. Han forklarer, hvordan hans mor græd, og hans far straks ringede til sin søster i Kabul, da de så at Taliban overtog hjemlandet.

Ferdaus Maleks faster har fire unge, ugifte døtre og familien frygter, at de kan blive tvangsgiftet til Taliban-krigere. Derfor har de spærret sig selv inde i deres hjem og går ikke uden for en dør. Det håb, der var for fremtiden, er ikke det samme mere.

»Folk begynder at miste håbet, for de ved jo godt, hvordan det bliver i landet. De har jo oplevet det her brutale styre en gang før, og de vil jo helst ikke opleve det igen,« fortæller han.

Ferdaus Malek synes, det er vigtigt, at folk bliver oplyst om, hvad der foregår i Afghanistan og bruger blandt andet sin instagram til at sprede viden. Foto: Liv Møller Kastrup.

Rosa Faizzad oplever også, hvordan hverdagen fyldes med nyheder, og at der bliver holdt tæt kontakt mellem familiemedlemmer i Danmark og i Afghanistan. Hun forklarer, at hver gang der er bare få minutter mellem bleskift og madlavning derhjemme, så kan hun ikke lade være med at tage sin telefon frem for at holde sig opdateret. Hun ender dog med at sidde med en ambivalent følelse – en slags ”survivor’s guilt”, som hun selv kalder det.

»I løbet af en uge har jeg mistet mit land. Jeg har været vidne til, at så mange mennesker er på flugt og står uden tag over hovedet. Familier har mistet hinanden. Har jeg så lov til at bare fortsætte mit liv og så sige, ”Nå, jeg kan ikke rigtig gøre noget.”? Jeg sidder og har denne her skyldfølelse over, at jeg har et godt liv her i Danmark,« fortæller hun.

Ferdaus Malek synes også, det er svært at finde fodfæstet, når man har et ben i begge verdner. Han er rigtig glad for sit liv i Danmark og prøver at holde fokus på sin egen fremtid og uddannelse, men de stærke følelser for Afghanistan sidder i ham.

»Det er selvfølgelig hårdt at se, hvad der foregår i ens land. Det land, som ens forældre netop er flygtet fra på grund af Taliban. Og nu hvor Taliban er kommet tilbage igen,« siger han og holder en pause, inden han fortsætter.

»Det er lidt svært at sætte ord på, for jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal udtrykke de her følelser, for det er meget stærke følelser jeg har omkring situationen,« fortæller han.

Tal om det

Det er ikke kun i familien, at Ferdaus Malek prøver at sætte ord på de tanker og følelser han har omkring Talibans overtagelse af magten i Afghanistan. Tidligere på ugen skulle han til København, hvor han kørte i bil med to venner, som også har afghanske rødder. På den tre timer lange tur snakkede de kun om Afghanistan. Han mener, at det at snakke om det, er en god måde at holde sig oplyst på, og hvis man kender en med afghanske rødder, skal man ikke tøve med at spørge indtil det.

»Jeg er sikker på, at alle os med afghansk baggrund, vi brænder inde med en masse og har en masse på hjertet, og jeg bliver bare glad, når der er en, der kommer og spørger, hvordan jeg har det med at Taliban har indtaget Afghanistan. På den måde kan vi gøre hinanden klogere,« forklarer han.

Rosa Faizzad er enig i, at det bedste man kan gøre, hvis man har folk omkring sig med afghanske rødder, er at vise interesse og omsorg for de personer og det, de oplever i øjeblikket.

»Bare det at give et kram eller et skulderklem og vise, at man er der, vil gøre, at vi ikke føler, at vi står alene. For jeg kan godt se, at nogle kan have svært at vide, hvordan de reelt skal reagere eller vise solidaritet i en situation som denne. Så det at sige ”Jeg tænker på jer, står side om side med jer og synes, at det er forfærdeligt, det der sker i Afghanistan,” det gør altså en forskel,« fortæller hun.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.