Peter Vuust: Bassisten har utrolig meget magt

Jazz kan skabe momenter, som kun er der i et særligt øjeblik, siger Peter Vuust. Interview med bassisten og hjerneforskeren om jazz, Hasle Skole, to slags ører, de to sønner og bassens job.

Artiklens øverste billede
Udover mange års erfaring som bassist og komponist er Peter Vuust også hjerneforsker og leder af Center for Music in the Brain ved Aarhus Universitet. Foto: Søren Vendelbo

I Aarhus rimer jazz på Vuust.

Sådan lidt i hvert fald – for bassist Peter Vuust har spillet alle steder med alle i alle årene.

I år kan man sågar finde ”5 x Vuust” i programmet for Aarhus Jazz Festival. Forklaringen er, at Peters Vuust’ to sønner, Frederik og Mikkel, også spiller jazz, det samme gør hans fætter saxofonisten Christian Vuust og Christians søster Clara, der er sanger.

Jeg kunne faktisk ikke lide jazz, da jeg var dreng. Jeg hadede det. Jeg spillede alt muligt rock og pop, men så skulle jeg til USA.

Peter Vuust, jazzbassist

Og den musikalske kobling med sønnerne sætter lys i øjnene hos Peter Vuust:

»Jeg tror ikke, man kan forestille sig, hvor uendeligt fedt det er. Det er jo mine to sønner, Frederik på konservatoriet her i Aarhus, og Mikkel, der er en fantastisk trommeslager, er netop kommet ind på Manhattan School of Music, som er det fineste inden for jazzen,« fortæller han med et stort smil.

Vi sidder med kaffen ved spisebordet i den hvide villa i Åbyhøj i en solrig middagstime – og snakker om jazz.

Udover de mange års erfaring som bassist og komponist har Peter Vuust også en videnskabelig indsigt i musikkens påvirkning gennem sit job som skaber og leder af forskningscentret Center for Music in the Brain ved Aarhus Universitet.

Hvad er jazz?

»Jazz kan være hvad som helst, men det er den måde, man tænker musik, der gør det anderledes. Man tænker det meget mere improvisatorisk. Man skal hele tiden tænke i nuet, og derfor har jazzen altid haft trange kår i forhold til f.eks. en meget velproduceret Beatles-plade, hvor alt er forberedt. Til gengæld kan jazz skabe momenter, som kun er der i et særligt øjeblik, og så er det væk igen,« siger Peter Vuust med tilføjelsen:

»Det er lidt ligesom isskulpturer. De står der en tid, og så smelter de væk.«

Så det er svært at indspille jazz?

»Ja, lige præcis – det er meget svært at indspille jazz og få den rette nerve med. Da jeg havde indspillet tre album, besluttede jeg mig for at lave en live-plade, for jeg syntes ikke, jeg havde fået live-nerven med. Nogle gange sker det jo live, at den virkelig er der, men det er maksimalt et af 30 job, hvor man virkelig kan mærke, at det hele spiller,« siger Peter Vuust.

Hvad sker der i det øjeblik?

»Det er fornemmelsen af, at vi alle sammen er 100 pct. i musikken. Alle er der, og alle toner, akkorder og slag er præcist de rigtige på det rigtige tidspunkt. Det er en kommunikation, hvor alle er 100 pct. til stede.«

Tir Na Nog i Frederiksgade er et sted, hvor Peter Vuust ofte spiller. Her et tidligere job med bl.a. sangeren Bobo Moreno. Pr-foto

Hvad skal man kunne for at være en god jazzmusiker?

»Man skal have rigtig gode ører, og der er to slags ører. Det ene øre er det, vi bruger til den mere tekniske hørelære, hvor man kan høre, om en akkord er dur eller mol og den slags. Det andet øre er det, vi bruger, når du og jeg snakker. Det er evnen til at høre, hvor den anden vil hen, og være fuldstændig til stede og vide, hvad man skal gøre med det, man hører. Jazz handler om at kunne udfylde sin rolle i den samtale, der foregår.«

Kan du give et eksempel?

»Når vi to snakker, kan jeg godt fornemme, om du hører 100 pct. efter, hvad jeg siger, eller du kun lytter med et halvt øre. Om du kan høre intentionen i det, jeg siger. Hvis alle gør det i jazzen, kan det ske, at det hele pludselig kommer op at ringe,« siger Peter Vuust.

Hvordan er du endt i jazzen?

»Hm, jeg kunne faktisk ikke lide jazz, da jeg var dreng. Jeg hadede det. Jeg spillede alt muligt rock og pop, men så skulle jeg til USA i tre måneder i 1984 med en backing-trio for ”De flyvende Aarhusgymnaster”, og da havde min fætter indspillet fem bånd med jazzplader. Jeg havde fundet ud af, at jeg kunne lære noget af jazzen, hvorimod jeg ikke følte, at rocken kunne lære mig noget, og jeg hørte ikke andet end de fem bånd på hele turen,« fortæller han med tilføjelsen:

»Da jeg kom hjem, var jazzen i mit hoved, og der har den været lige siden.«

Han spillede egentlig klaver, men på Hasle Skole opdagede Peter Vuust bassen. Foto: Søren Vendelbo

Hvorfor blev det bassen?

»Jeg havde spillet klaver, siden jeg var seks år, men så indkøbte Hasle Skole den første elektriske bas, og jeg kiggede på den og sagde, det er ikke skolens bas – det er min. Så stor tak til Hasle Skole, der i øvrigt også havde det bedste skolekor i landet, som jeg også var med i. Vi vandt ”Sangerdyst fra Kyst til kyst” 10 år i træk,« fortæller Peter Vuust.

Selv om bassisten ofte står en smule tilbagetrukket på scenen, har bassen – ifølge Peter Vuust – en af de vigtigste roller i et orkester. Måske den vigtigste.

»Nogle siger, at det altid er bassen, der bestemmer, og det er rigtigt på den måde, at bassen både formidler rytme og harmoni. Jeg bestemmer i virkeligheden, hvilken akkord guitaristen spiller. Oveni er bassistens job også at få det hele til at lyde godt, og hvis det ikke lyder godt, skal bassisten overveje, hvad han eller hun kan gøre for at få det til at lyde godt,« siger Peter Vuust med pointen:

»Bassisten har utrolig meget magt. Hvis man pludselig spiller stille, følger de andre med, og hvis man trykker til, følger de også med. Man kan flytte hele orkestret. Den påvirkning kan jeg godt lide.«

Peter Vuust har indspillet flere album med sangeren Veronica Mortensen. Pr-foto

Hvordan er jazzmusikere?

»Der er ingen mennesker, jeg føler mig så godt tilpas med som jazzmusikere, fordi vi tænker ens. Vi har den samme referenceramme i de samme numre og den samme historie og kender de samme plader og musikere. Jazzmusikere er ofte meget fantasifulde, men også meget konkrete i hovederne. Nørdede om musikken er vi nok også,« siger Peter Vuust.

Er jazzmusikere også udsvævende, introverte hippiehoveder og sådan noget?

»Nej, nej, slet ikke. I hvert fald ikke i dag,« griner Peter Vuust og forklarer:

»Da vi for 30 år siden gik i byen på Musikcafeen og andre steder, stod der, at musikken startede kl. 20, men musikerne kom først i gang kl. 22, og der stod også ølflasker på forstærkerne. I dag er der danskvand på scenen, og jazzmusikere er sindssygt disciplinerede med at øve på deres eget instrument. De vil dog helst ikke øve med orkestret, for den samtale, de skal have ved koncerten, vil de helst ikke have om formiddagen i øvelokalet,« siger han.

Og så de sidste guldkorn fra bassisten – om at turde:

»Jazzmusikere kan godt lide at tage chancer. Jazzbassisten Gary Peacock tog de vildeste chancer og spillede toner, som han ikke anede, om de passede lige der i musikken. I jazz siger vi som regel, at hvis man spiller en forkert tone, skal man bare spille den to gange, så lyder det rigtigt.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.