Socialdemokratiet vil åbne for cykler i bussen
Med København som inspiration vil S i Aarhus have undersøgt, om der er plads til at medtage cykler i busserne. V-rådmand er positiv, men ser også økonomiske udfordringer.
»Cykel og bus er to vigtige brikker i den grønne omstilling – hvad med at kombinere dem?«
Sådan lyder det fra Socialdemokratiet i Aarhus Byråd, og idéen er at tillade passagerer at tage cyklen med i bussen.
»Det kunne være interessant at se, om flere vil bruge cyklen, hvis de må tage cyklen med i bussen. I København er modellen meget brugt, hvor folk tager cyklen med i S-toget, og tilsvarende kunne det være interessant at se, om vi kan skabe den mulighed i busserne i Aarhus. Det er måske en mulighed, flere vil bruge, når det er dårligt vejr, på længere ture eller måske tidlig morgen og sen aften,« siger Anders Winnerskjold, politisk ordfører for Socialdemokratiet.
Vi har rigtig mange passagerer i busserne morgen og eftermiddag, så folk står tæt
Bestyrelsen i trafikselskabet Movia har netop iværksat et toårigt forsøg, der gør det tilladt at medbringe sin cykel i alle almindelige busser i og uden for hovedstadsområdet. Den mulighed ønsker Socialdemokratiet undersøgt i Aarhus, som det er formuleret i en række spørgsmål til teknisk rådmand Bünyamin Simsek (V).
Oveni ser partiet også en mulighed for at indrette fremtidens busser bedre til at medtage cykler, i forbindelse med at alle busser i Aarhus skal være udskiftet til elbusser inden 2027.
Bünyamin Simsek (V) er positiv over for idéen, men har også forbehold.
»Jeg synes umiddelbart, at det er en god idé, som jeg også tror, der kan være interesse for. Der vil fremover være flere, der kombinerer flere transportmidler for at komme frem i de større byer,« siger rådmanden og fortsætter:
»Mit ene forbehold er dog, at der jo skal være en bus, hvis man skal kunne tage sin cykel med bussen. Det siger jeg, fordi vi fortsat har en udfordring med at få økonomien til at hænge sammen i den kollektive trafik,« siger rådmanden.
Derudover ser han også en udfordring i forhold til cykler i busserne i myldretiden, hvor der er flest passagerer.
»Vi har rigtig mange passagerer i busserne morgen og eftermiddag, så folk står tæt. Derfor skal vi – hvis vi tillader cykler – være sikre på, at der også er plads til cyklerne, og det handler også om kapacitet i busserne og dermed om økonomi,« siger rådmanden med tilføjelsen:
»Men jeg synes, det er et godt forslag, og jeg vil meget gerne være med til at undersøge mulighederne sammen med Midttrafik.«
I letbanen er det tilladt at tage cyklen med, dog ikke på strækningen Skolebakken-AU Hospital i myldretiden kl. 7-9 og kl. 15-17 på hverdage.