Jubilæum gav byens største boligforening rekordhøje udgifter til møder og rejser

Revisionsselskabet EY har netop offentliggjort en sammenligning af de aarhusianske boligforeninger. Arbejdernes Andels Boligforening stikker ud, men ikke alarmerende, siger ekspert.

Artiklens øverste billede
Anders Rønnebro har været direktør for Arbejdernes Andels Boligforening, byens største boligforening, siden 2003. Foto: PR

I juni 2019 var alle beboere hos Arbejdernes Andels Boligforening (AAB) inviteret til Riisvangen Stadion, hvor der var opført et udstillingshus. Her kunne gæsterne bl.a. se, hvordan en dagligstue så ud i 1920, og opleve AAB’s 100-årige historie i tekst og billeder.

I Charlottehøj kunne lejerne efter først til mølle-princippet få en gratis jubilæumsbog, der viser boligforeningens 100-års udvikling. Beboere i Bushøjen blev inviteret på fødselsdagskaffe i afdelingens café.

Hvis man for alvor har et ønske om at sammenligne på tværs af foreninger, kan det kommunale tilsyn opstille rammer.

Anders Rønnebro, direktør for Arbejdernes Andels Boligforening

I løbet af 2019 blev AAB’s lejere inviteret til en række arrangementer i forbindelse med, at byens største boligforening fejrede sin 100-års fødselsdag. Det hele kulminerede med en stor fest med levende musik for omkring 500 medarbejdere, beboervalgte repræsentanter og ægtefæller.

Den samlede pris for markeringerne af jubilæet kostede 1,45 mio. kr. og er en væsentlig årsag til, at byens største boligforening ifølge en ny rapport fra revisionsselskabet EY i 2019 brugte markant flere penge på møde- og rejseudgifter end byens andre foreninger.

AAB’s samlede udgifter var 3,4 mio. kr. svarende til 391 kr. for hver af boligforeningens 8.572 lejemål. Det næsthøjeste beløb stod Alboa, byens andenstørste boligforening, for. Her var udgifterne 990.428 kr. eller 129 kr. per lejemål.

Direktør for AAB, Anders Rønnebro, understreger, at der i 2019 blev brugt unormalt mange penge på møder og rejser, og at beløbet i 2018 var ca. 1,9 mio. kr.

»Vi havde en god fejring af, at boligforeningen blev 100 år. Det er vi stolte af, og vi er her stadig, store og stærke,« siger han.

Et gran salt

EY foretager hvert år såkaldte benchmark-opgørelser og skriver, at tallene »har til formål at skabe et relevant sammenligningsgrundlag som et led i forvaltningsrevisionen og i de enkelte organisationers forvaltningsproces samt arbejde med effektivisering«.

Anders Rønnebro mener dog, at man skal tage sammenligningen med et gran salt.

»Selv om der er overordnede retningslinjer for, hvordan man skal kontere tingene, er det tydeligt, at boligforeningerne gør det forskelligt,« siger han og giver eksempler på udgifter, som hovedorganisationen i AAB har taget sig af, men som han forestiller sig, andre foreninger ville lægge hos afdelingerne.

Det drejer sig bl.a. om 50.000 kr. på kurser for afdelingsbestyrelser og 250.000 kr. til aktiviteter for beboere, der arrangeres af et fritidsudvalg. Derudover oplyser direktøren, at blandt de store udgiftsposter til møder og rejser for boligforeningen har været 200.000 kr. på to repræsentantskabsmøder med ca. 150 deltagere. Der er også brugt 283.000 kr. på en repræsentantskabsweekend med eksterne oplægsholdere og debatter på et kursushotel samt ca. 300.000 kr. på kurser for administrative medarbejdere.

»Hvis man for alvor har et ønske om at sammenligne på tværs af foreninger, kan det kommunale tilsyn opstille rammer for, hvordan man vil have de her udgifter oplyst, og så må man følge op på, at det sker,« siger Anders Rønnebro.

Enig formand

Tirsdag mødtes rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), med repræsentanter for byens boligforeninger og formanden for BL’s 5. kreds, der er boligforeningernes lokale interesseorganisation. Baggrunden for mødet er en række artikler i JP Aarhus om bl.a. høje direktørlønninger og -fratrædelser samt en manglende ageren efter en kritiseret fødselsdagsfejring af en boligdirektør.

På mødet blev BL’s 5. kreds og rådmanden enige om at nedsætte en hurtigarbejdende arbejdsgruppe, der skal se på at styrke gennemsigtighed hos byens boligforeninger.

Formanden for BL’s 5. kreds, Allan Werge, vil ikke kommentere andre boligforeningers udgifter. Lige som Anders Rønnebro forklarer han, at der findes forskellige praksisser for at bogføre udgifter. Han tilføjer, at der endnu ikke klarhed over, hvad den nedsatte arbejdsgruppe skal arbejde med konkret.

»Hvorvidt kommunale retningslinjer for kontering er en del af arbejdet, har jeg lidt svært ved at forestille mig,« siger formanden.

JP Aarhus har forelagt AAB’s møde- og rejseudgifter for professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh.

»Man kan altid diskutere, om det er det rette niveau. Men jeg mener ikke, at det er noget, det kommunale tilsyn burde finde alarmerende. Den store post til jubilæumsfejring er kun den ene gang. Det har bestyrelsen lov til at beslutte. Hvis nogle beboere er utilfredse, må de tage det op,« siger han.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.