»Okay, Sofie, giv slip. Alt er ændret, og nu ryger dit hår også«

Der har været fart på skuespilleren Sofie Torps liv det seneste par år. Hun har fået en datter, Olga, med sin bedste ven, Sargun, en Robert og en Bodil samt en rolle som Rose i den nye Afdeling Q-film. Og så har hun fået klippet sit hår kort.

Artiklens øverste billede
Den 31-årige aarhusianske skuespiller Sofie Torp er aktuel som politisekretæren Rose i den nye Afdeling Q-film, "Marco Effekten". Foto: Gregers Tycho

Klip, klip, klip.

Nok er Sofie Torp med i en ny film, men det var ikke den, der blev klippet. Det var hendes lange, lyse hår.

Det kostede tårer hos skuespilleren, der er vokset op i Aarhus, men i dag bor i København, hvor hun som 21-årig kom på skuespillerskolen. Hun trådte for alvor ind i de kendtes rækker, da hun fik først en Robert-pris, så en Bodil-pris, for sin rolle som Anita Rye i ”Ser du Månen, Daniel” fra 2019. Desuden kørte hun med sin hestevogn direkte ind i manges hjerter som julemanden i DR’s 2020-julekalender, ”Julefeber”.

Senere fik jeg rollen i ”Ser du Månen, Daniel”, og det er jeg enormt taknemmelig for. Den gav mig en platform, fik folk til at kigge min vej.

»Ja, det er bare hår. Problemet var bare, at jeg havde født en baby en måned inden. Min krop var ikke mig, mit indre var ikke mig. Så jeg begyndte at græde: Håret må I bare ikke tage - det er det eneste, jeg har tilbage. Jeg kunne slet ikke overskue det,« fortæller hun.

»Så tænkte jeg: Okay, Sofie, giv slip. Alt er ændret, og nu ryger dit hår også.«

Sofie Torp har rollen som Rose i de næste fire Afdeling Q-film. Foto: Gregers Tycho

»Rose er spøjs«

Den 31-årige skuespiller spiller den korthårede politisekretær Rose i den nye Afdeling Q-film, ”Marco Effekten”, baseret på Jussi Adler-Olsens roman af samme navn. Den har premiere til foråret, når biograferne igen kan invitere indenfor.

»Rose er spøjs – hun er den, der kan ændre sig fra film til film, og det vil jeg gerne slå et slag for - også når det gælder længden på hendes hår. Lige i denne film er hun ikke så langt fremme - det er meget Carl Mørck. Vi får ikke løftet hele sløret for Rose, men man fornemmer hende, og i de to næste film begynder man at pakke hende ud,« fortæller hun.

»Vi har jo alle hver vores Carl Mørck, Assad og Rose. Da jeg blev inviteret til casting, havde jeg det sådan lidt: Jeg har læst bøgerne, jeg ved godt, hvem Rose er, og det er da ikke mig. Nu er det mig, og jeg har aftaler for de næste fire film. Cirka hvert andet år skal vi skyde en ny. Det er ret vildt at skulle spille en karakter over så lang tid. Universet bliver skarpere, når man er hjemmevant i det.«

Sofie Torp er vokset op i Aarhus, men bor i dag i København. Foto: Gregers Tycho

Teknisk action

”Marco Effekten” er femte roman i Jussi Adler-Olsens romanserie om Afdeling Q og handler om romadrengen Marco, der bliver anholdt med en savnet pædofili-mistænkt mands pas på sig. Det bliver en sag for Carl Mørck, spillet af Ulrich Thomsen, og Assad, spillet af Zaki Youssef, og deres Afdeling Q, og den bringer dem på sporet af en årelang multinational korruption med ulandsbistand og mod opklaringen af et bestialsk mord, der skulle dække over det hele.

Ligesom Sofie Torp havde sin ide om, hvem og hvordan Rose var, havde hun en ide om at være med i en krimi.

Jeg havde også selv en fornemmelse af, at jeg skulle fjerne mig fra det aarhusianske musikmiljø og min gængse hverdag for ikke at komme til at sidde fast.

»Folk spørger tit, om ikke det er fedt at lave krimi. Jeg havde da også glædet mig helt vildt og tænkt på guns, bang og action. Men jeg fandt ud af, at når man laver en krimi, er det ikke dig, der er action, det er alt muligt teknisk. Sådan en krimi skal være uhyggelig og spændende for dem, der ser filmen, men når man som skuespiller går ned ad en mørk kældergang, står der jo masser af mennesker rundt om en. Det er intet magisk eller uhyggeligt over det,« siger hun.

»Mine tanker om at skulle falde ud af en brændende bil forblev tanker, og det passede jo godt nok, nu jeg lige havde født en baby.«

Sofie Torp blev mor til Olga for halvandet år siden. Hun har hende med teaterdirektør på Teater Grob Sargun Oshana, sammen har de dannet en regnbuefamilie. Foto: Gregers Tycho

Regnbuefamilien

Babyen hedder Olga og er i dag halvandet år gammel.

»Hun fylder hele mit liv, ja, hun er hele mit liv nu,« siger hendes mor.

»Jeg er så misundelig på de kvinder, der når at se alt på Netflix, mens de er på barsel, fordi deres børn sover. Olga sover ikke. Hverken dag eller nat. Det siger hende ikke noget.«

Vi er meget tæt på at være en mor og en far, der bor med et barn. Vi er bare ikke kærester.

Heldigvis er barnets far, Sargun Oshana, der er ny teaterdirektør på Teater Grob i København og har været husinstruktør på Aarhus Teater, tæt på, selv om han og Sofie Torp ikke bor sammen.

»Vi er blevet naboer, så vi har halvanden meter over til hinanden på bagtrappen. Vi er meget tæt på at være en mor og en far, der bor med et barn. Vi er bare ikke kærester,« siger hun

»Jeg har kendt Sargun i otte år. Vi mødte hinanden på skuespillerskolen - han er virkelig et fantastisk menneske. Vi fik på et tidspunkt nævnt over for hinanden, at vi begge var optaget af at få et barn. En dag sagde jeg til ham, ej, hvis jeg skulle have et barn, skulle det være med dig. Han havde tænkt det samme om mig, og så gjorde vi alvor af det. Nu står vi i noget så lavpraktisk som at have et barn sammen.«

Det er dejligt, synes hun af hele sit hjerte.

»Det er skønt at have et barn sammen med et andet menneske. Jeg er så glad for ikke at have Olga alene. Det er fantastisk at være mor og far og dele alt. Praktikken og logistikken, ja, men også det at elske et barn. Man kan sende alle de billeder og videoer, man har lyst til, for man ved, at den anden bliver glad.«

Generationshus in spe

Måske derfor ser Sofie Torp gerne, at flere af hendes familiemedlemmer flytter ind, hvor hun bor ved Bispeengbuen i København, lige på grænsen af Frederiksberg og Nørrebro.

»Jeg elsker at bo der - der er meget, der minder om Aarhus og Viby. Jeg skaffede lejligheden til Sargun, og nu er jeg i gang med at få min lillebror hertil også. Og min mor. Det ville være fedt med sådan et generationshus.«

Sofie Torps mor hedder Jette Torp, sanger og entertainer, der i flere år var gift med Claus Pilgaard, også kendt som Chili Klaus (hvilket i parentes bemærket ikke har fået Sofie Torp til at holde af stærk mad).

»Vi sang meget derhjemme, og jeg har sunget kor på næsten alle min mors plader. Jeg var meget optaget af hendes arbejde og fik lov til at komme med rundt. Jeg var med som korsanger på to af hendes turnéer, da jeg var 16-17 år, så jeg kender til musikmiljøet. Jeg kunne godt have været sanger,« siger hun eftertænksomt,

»Men der er helt klart en sidste volte, som jeg ikke havde fået, hvis jeg var blevet det. Det kunne jeg først mærke, da jeg blev uddannet skuespiller.«

»Jeg har altid syntes, at mennesker er enormt spændende. Det er der, det med at ville være skuespiller starter: Man drages af mennesker,« siger Sofie Torp. Foto: Gregers Tycho

Sporet fra barndommen

Når hun ser tilbage i dag, giver det supergod mening for hende, at hun er skuespiller nu.

»Jeg har altid elsket at være klovn og klæde mig ud. Vi var på ferie i Italien, og der gik jeg rundt efter de italienske damer. Jeg forstod intet af, hvad de sagde, jeg efterlignede dem bare – jeg har altid syntes, at mennesker er enormt spændende. Det er der, det med at ville være skuespiller starter: Man drages af mennesker,« siger hun.

»Jeg var børneskuespiller på Aarhus Teater, og jeg husker det stadig som det vildeste job. Jeg ville aldrig hjem - jeg kunne leve inde på det teater. De blev ved med at ansætte mig, for jeg sad bomstille og kiggede i pauserne. De kunne få mig til det hele: Nu er du glad, nu er du ked af det. Jeg siger ikke, at jeg var god til det, men jeg var superoptaget af det, hele tiden klar til næste opgave. Det var et slag i ansigtet, da jeg blev 13 år og fik at vide, at nu var jeg for gammel.«

Hun kom på Vostrup Efterskole og derefter på Marselisborg Gymnasium, hvor hendes biologilærer mente, at hun ville være en genial havbiolog. Men hun ville hellere bruge sit musiske talent.

»Så fodrede jeg mig i stedet selv med den kreativitet, jeg havde brug for. Jeg skrev musik og sang meget, bl.a. på Fatter Eskil i Skolegade - der var jam hver onsdag, og jeg var der hver gang. Jeg var en del af et musikalsk miljø, som bestod meget af fadøl og hygge, men hvor jeg kunne synge. Dengang drømte jeg lige så meget om at være sanger.«

Fra Fatter Eskil til Det Kgl.

Hun får brug for sin stemme, når hun i marts skal på Det Kgl. Teater for at øve på musikforestillingen ”Jeg er jo lige her” om Anne Linnets liv og musik. Den har - efter planen - premiere den 12. maj.

»Jeg glæder mig helt vildt til at skulle synge og opleve musikken i et teatralsk rum. På den scene mødes jeg som sanger med mig som skuespiller.«

Forestillingen er lavet i et samarbejde med Aarhus Teater og spiller der til august, dog uden Sofie Torp på rollelisten. Det kan hun ikke få til at hænge sammen med sit privatliv - »selv om min jyske familie ville have elsket, at Olga og jeg kom til Aarhus i en tid.«


Faktisk var det samme mor, der foreslog sin datter at flytte til København.

»Jeg var lærervikar, tjener og sang på Fatter Eskil. Så blev jeg tilbudt en lejlighed i København af nogle venner, der skulle flytte. Det grinede jeg bare ad: Jeg bor jo i Aarhus. Jeg sagde det til min mor, og hun var sådan: ”Hvorfor gør du det ikke?” Hun havde ret, jeg havde også selv en fornemmelse af, at jeg skulle fjerne mig fra det aarhusianske musikmiljø og min gængse hverdag for ikke at komme til at sidde fast,« fortæller Sofie Torp.

»Snart sad jeg i en lejlighed på Amagerbrogade og kiggede ud ad vinduet i et halvt år. I Aarhus kendte jeg alle, her kendte jeg ingen, ikke en sjæl. Det var sundt, tror jeg, for jeg skulle virkelig tune ind på, hvad jeg ville med mit liv. Så søgte jeg ind på skuespillerskolen for tredje gang og kom ind her i København. Nu er jeg blevet københavner, synes jeg, selv om en taxachauffør sagde, at han kunne høre, at jeg var fra Aarhus. Jeg havde næsten ikke sagt noget.«

Sofie Torp kan godt knibe sig selv lidt i armen over den fart, hendes karriere har taget.

»Lige da jeg var færdig på skolen i 2016, følte jeg mig ikke som en del af branchen. Jeg så, at Folketeatret skulle lave ”Hodja fra Pjort”, så jeg ringede og sagde, hey, jeg kan synge, danse, hoppe og springe, må jeg komme til audition. Nej, der var ikke plads. Så ringede jeg faneme igen: Må jeg ikke godt, det tager kun fem minutter. Så fik jeg lov, og det lykkedes. Jeg kom med,« fortæller hun.

»Senere fik jeg rollen i ”Ser du Månen, Daniel”, og det er jeg enormt taknemmelig for. Den gav mig en platform, fik folk til at kigge min vej. At jeg så ovenikøbet fik en Robert og en Bodil for bedste kvindelige birolle har åbnet nogle døre, så jeg får tilbudt nogle fede jobs. Det smitter af på alt, og det er jeg også taknemmelig for.«

Kulturelt sulten, men også mæt

Hun vil gerne både spille på teater og i film.

»Det er to virkelig meget forskellige ting – jeg er blevet meget glad for begge dele på hver deres måde. Jeg er virkelig en teaterpige i hjertet, jeg elsker teater. Der er en duft, en koncentration og en fantasi på et teater, som ikke findes på film, men det er også hårdt arbejde. Der er det håndværkeren, der er på arbejde, det er stort og meget nærværende, og jeg elsker det, men hold kæft, det er hårdt,« siger hun.

»Det er noget andet med film, Der får du ikke den kontakt til publikum som du har fra teaterscenen, til gengæld har filmarbejdet en masse detaljemuligheder, og jeg elsker, at man kan nørde de helt små ting i sit spil. Og så er det bedre arbejdstider og bedre løn. Som skuespilleren Søren Spanning sagde til mig: ”Hvis du vil være rig, skal du lave tv, hvis du vil være kendt, skal du lave film, og hvis du vil være lykkelig, skal du lave teater”. Derfor er det så privilegeret, at jeg har lavet det hele.«


Til gengæld oplever hun ikke alt det, som hendes kolleger laver.

»Når man selv er i gang med at producere, er man kulturelt mæt. Man tager ikke i teatret om aftenen, når man selv lige har stået på scenen hver aften i fire uger,« siger hun.

»Men når jeg ikke selv laver teater, ser jeg alt, hvad jeg kommer i nærheden af. Jeg elsker al kultur, og jeg glæder mig så meget til, at det åbner igen. Jeg savner det virkelig. Det er ikke bare kultur, der fylder mig op, det er også alt det, omkring: At gå ud at spise, tage flot tøj på, at sidde tæt sammen med andre. Når det åbner igen, er jeg klar, det kan du regne med.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.