Restauratører nægter at følge krav om at rømme konkursramt madmarked

Selskabet bag Aarhus Central Food Market er under konkursbehandling, men utilfredse restauratører fastholder erstatningskrav.

Artiklens øverste billede
Aarhus Central Food Market opsagde per juni de otte eksterne lejere med tre måneders opsigelse for at selv at overtage boderne. Arkivfoto: Brian Karmark

På trods af trusler om at blive smidt ud med hjælp fra fogedretten og »væsentlige omkostninger« til følge har de tilbageværende stadeholdere og restauratører i Aarhus Central Food Market tænkt sig at blive.

Det konstaterer Peter Kolos Stagehorn, der frem til fredag serverede burgere fra sin stadeplads, Hungry Dane.

»Jeg ønsker at meddele, at boderne ikke har tænkt sig at flytte. Boderne kæmper videre. Vi flytter ikke uden erstatning. Vi har tre gange på skrift indkaldt Frantz Longhi til en samtale i håb om at finde en ordentlig løsning. For hver dag dørene holdes låst, bliver vores erstatningskrav større. Det drejer sig dagligt om 3-4.000 kr. pr. bod,« siger han.

Jeg vil gerne gøre som de andre, men har også fået at vide, at det får store konsekvenser, hvis jeg ikke flytter mine ting.

William Malloul, indehaver af boden Shakshuka, der indtil fredag var at finde i Aarhus Central Food Market

Fredag mødte de tilbageværende restauratører op til en låst dør ind til madmarkedet på Skt. Knuds Torv. Senere samme dag kom der en pressemeddelelse fra forretningsmanden Frantz Longhi, der meddelte Aarhus Central Food Market lukker på grund af corona.

Uden yderligere varsel

Flere stadeholdere modtog på samme tid en mail fra Clemens Advokater, der repræsenterer Dansk Ejendoms Management A/S med Frantz Longhi som direktør.

Af mailen fremgik det, at ejendomsvirksomheden har opsagt lejemålet på Skt. Knuds Torv, fordi Selskabet af 24. juni 2014 ApS – tidligere Aarhus Central Foodmarket ApS – ikke har betalt husleje. Frantz Longhi var også direktør for Selskabet af 24. juni 2014 ApS, der nu er under konkursbehandling.

»Da det lejeforhold (mellem Dansk Ejendoms Management A/S og Selskabet af 24. juni 2014 ApS), som I har afledt jeres ret til lejemålet fra ikke længere eksisterer, eksisterer jeres ret til at opholde jer i lejemålet ikke længere,« står der i mailen, hvori onsdag kl. 15 er fastsat som frist til at tømme lejemålet for ejendele:

»Såfremt lejemålet ikke er ryddet inden for ovenstående frist, vil jeg uden yderligere varsel, på vegne af Dansk Ejendoms Management A/S, anmode Fogedretten i Aarhus om, at I udsættes fysisk af lejemålet, hvilket vil medføre væsentlige omkostninger for jer.«

Peter Stagetorn og de øvrige eksterne lejere har meldt ejer Frantz Longhi til politiet for selvtægt, efter at de fredag morgen mødte en låst dør i Aarhus Central Food Market. Arkivfoto: Brian Karmark

Peter Kolos Stagehorn mener ikke, at stadeholderne har et forhold til Dansk Ejendoms Management A/S.

»Vi agter at blive og har ikke noget kontraktligt forhold med andre end Aarhus Central Food Market eller en kurator, hvis selskabet er gået konkurs. Indtil vi hører fra dem, kan vi ikke tage stilling til lukningen. Men fjerner man vores ting på onsdag, så har vi erstatningskrav over for Dansk Ejendoms Management.«

Erstatningskrav

Konflikten strækker sig tilbage til juni, hvor Frantz Longhi opsagde stadeholdernes lejemål i Aarhus Central Food Market med tre måneders varsel. Planen var at fortsætte spisemarkedet i eget regi og uden eksterne stadeholdere. Men en del af stadeholderne argumenterede for, at de havde opbygget kundegrundlaget, og accepterede derfor ikke at skulle være ude af døren den 1. oktober.

Restauratørerne indbragte opsigelserne for fogedretten, da de mener, at de bl.a. har krav på erstatninger for de investeringer, de har lavet i deres boder. Fogedretten har endnu ikke taget stilling til erstatningssagen.

Selv om planter, stearinlys og ikke mindst varmen har manglet i madmarkedet siden oktober, har fem lejere holdt deres boder åbent indtil fredag. En af dem var William Malloul, og lørdag var han forbi sin stadeplads for at hente den mad, han havde købt ind til weekenden. Han ved ikke, hvad han skal gøre.

»Vi er blevet behandlet virkelig dårligt. Jeg tror, jeg lader mine ting blive. Jeg vil gerne gøre som de andre, men har også fået at vide, at det får store konsekvenser, hvis jeg ikke flytter mine ting. Vi føler os snydt gang på gang,« siger han.

William Malloul serverede indtil fredag israelsk mad fra sin bod Shakshuka. Hvis udsættelsen bliver en realitet, vil han leje et lagerrum til tingene i sin bod og stille og roligt kigge efter et nyt sted.

»Det har jeg egentlig ikke råd til, men jeg er nødt til at gøre det. Vi er gået fra at have en super god til en meget dårlig forretning, hvor jeg især i de sidste to måneder har tabt penge,« siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Frantz Longhi.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.