AGF-spillere tages ud af truppen efter fest med fans

Mustafa Amini og Zach Duncan skal efter fest med fans coronatestes, før de må slutte sig til truppen igen.

Artiklens øverste billede
Mustafa Amini (nr. 2 fra højre) er sammen med Zach Duncan foreløbigt taget ud af AGF-truppen. Arkivfoto

AGF-spillerne Mustafa Amini og Zach Duncan er foreløbigt taget ud af truppen og skal coronatestes, fordi de festede tæt med fans søndag aften.

Det oplyser AGF til TV2.

AGF sikrede søndag mindst DM-bronze, hvilket fik fans til at feste voldsomt i Aarhus.

Mustafa Amini og Zach Duncan, der ikke var med i København, hvor AGF søndag aften slog FC København 4-2, tog del i festlighederne.

Amini fik stemningen på kogepunktet, da han crowdsurfede hen over de mange fans.

Nu må hverken Amini eller Duncan omgås resten af truppen.

- Med hensyn til Mustafa Amini og Zach Duncan, der tog del i festlighederne i midtbyen, så er de for en sikkerheds skyld taget ud af truppen, indtil de bliver coronatestet tirsdag, oplyser kommunikationschef i AGF, Søren Højlund Carlsen, til TV2 Sport.

Med udesejren søndag aften overtog AGF Superligaens andenplads et point foran FCK og ligger altså til at vinde sølv inden de to sidste spillerunder af slutspillet.

AGF møder onsdag FC Nordsjælland på udebane og slutter sæsonen af hjemme mod Brøndby på søndag.

Det er første gang siden 1997, at AGF vinder medalje i Superligaen.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen