AGF håber at kunne lukke 9.000 tilskuere ind til FCK-kamp

Tilskuerne skal ankomme forskudt – men stadionplatten er aflyst.

Artiklens øverste billede
Omkring 150 AGF-fans var der plads til, da AGF tabte 1-4 til AaB i juni. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Der bliver åbnet for tribunerne på Ceres Park, når AGF på søndag kl. 20 spiller topkamp imod FC København.

Det sker som en konsekvens af, at myndighederne har besluttet at tillade flere tilskuere i superligaen.

Det er endnu uvist, hvor mange tilskuere i alt der kan komme ind på søndag i Aarhus, da den endelige godkendelse skal gives af politiet.

AGF oplyser, at man forventer at kunne have plads til et sted imellem 8.000 og 9.000 tilskuere.

»Det kan lade sig gøre, fordi afstandskravet nu sænkes til en meter, og familiemedlemmer og andre nære relationer vil kunne sidde ved siden af hinanden,« oplyser AGF.

Kapaciteten vil variere fra stadion til stadion, men generelt vil flere folk kunne komme til fodbold i resten af denne sæson.

FC København har blandt andet tidligere meldt ud, at man vil kunne inddele Parken i 21 sektioner, og dermed kan klubben lukke 10.500 fans ind til hjemmekampene i resten af sæsonen.

Brøndby forventer at kunne lukke 7.000-8.000 tilskuere ind til kampene under de nye restriktioner.

Forskellige tidspunkter

Helt konkret vil Ceres Park blive opdelt i et antal sektioner med plads til 500 tilskuere i hver. Desuden skal der være en meters afstand imellem folk, der ikke er i nær relation med hinanden.

»Vi har lyttet til ønsket om flere fans på stadionerne. Og jeg synes, at vi har fundet en god balance mellem hensynet til holdene og deres fodboldfans og til, at vi fortsat skal undgå smittespredning,« udtaler kulturminister Joy Mogensen (S).

For at mindske smitterisikoen vil der kun blive solgt drikkevarer, og ingen madvarer, på stadion, så altså ingen stadionplatte, ligesom tilskuerne i de forskellige sektioner skal ankomme og forlade stadion på forskudte tidspunkter.

»Der bliver bestemt tidspunkter, man skal ankomme på, ligesom der vil være anderledes adgangsforhold samt andre forholdsregler,« oplyser AGF.

Åbning for tilskuere i Superligaen sker i forlængelse af tre forsøgskampe, der blev afviklet i Superligaen for knap to uger siden.

Afventer godkendelse

»Forsøget har vist, at det kan lade sig gøre at afvikle superligakampe med mange tilskuere, så det bliver der nu mulighed for hen over sommeren. Krisen er ikke overstået, men vi tager nu endnu et skridt i retning af genåbning af Danmark. Det er jeg rigtig glad for,« udtaler justitsminister Nick Hækkerup (S).

AGF afventer stadig den endelige godkendelse, inden billetterne til opgøret imod FC København bliver frigivet. Klubben har allerede nu oplyst, at der ikke vil være adgang for fans fra udeholdet.

»Vi har en plan klar, og nu starter arbejdet for alvor med at gøre Ceres Park klar til, at vi trygt og sundhedsmæssigt igen kan invitere publikum indenfor. Det ligger os meget på sinde at sikre en forsvarlig afvikling af kampene og en tryg oplevelse for alle, når fansene vender tilbage,« udtaler Morten Lerke, der er ansvarlig for publikumsoplevelser i AGF.

I de seneste kampe i Superligaen har der kun været plads til omkring 300 tilskuere, som på Ceres Park er blevet fordelt med 150 billetter til fans og 150 til sponsorer.

Der er endnu ikke taget stilling til, hvordan reglerne for tilskuere bliver i den kommende sæson.

Få også AGF i ørerne med Jyllands-Postens podcast, KSDH:

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen