Virksomheder må kæmpe hårdere for at finde arbejdskraft
Østjyske virksomheder må bl.a. ty til udlandet for at finde specialister, der kan løses påtrængende opgaver.
Beskæftigelsen inden for visse fag er i dag så høj, at et stillingsopslag sagtens kan komme til at samle støv, uden at nogen har reageret. Det er situationen for mange teknologiske virksomheder med et stort behov for bl.a. it-medarbejdere og ingeniører.
»Det, vi laver, er relativt komplicerede produkter og løsninger, og vi skal have fat i rigtig dygtige software-udviklere. Den pulje af ingeniører, der er til rådighed, er i de senere år blevet for lille i forhold til det behov, der er,« fortæller Finn Jäger-Rasmussen, der er chef for udviklingsafdelingen hos den højteknologiske virksomhed Terma A/S i Lystrup.
Terma A/S har derfor været nødt til at ty til udlandet for at få løst specifikke opgaver.
»Med de vækstmål, vi har, og for at få gennemført vores ordrer, er vi begyndt at flytte softwareopgaver ud til ingeniører i andre Nato-lande, sådan som vi er forpligtet til. Vi har p.t. omkring 10 personer i Litauen og Rumænien, der løser opgaver for Terma. Inden vi går ud af vores finansår, som slutter i februar, er vi oppe på, at 20 mand fra andre Nato-lande løser opgaver for os,« siger udviklingsdirekøren.
Prioriterer ressourcer
Indtil videre har Terma A/S ikke måttet sig nej til ordrer.
»Vi må prioritere vores ressourcer, så vi når de rigtige ting først. Halvdelen af vores ingeniører arbejder på kundespecifikke projekter, så når vi får flere nye projekter ind, er kravet til mig, at jeg skal finde flere ingeniører.«
Teknologien får langt større betydning inden for mange forretningsområder, og derfor stiger behovet for ingeniører.Conni Simonsen direktør, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet
Softwareudviklingsvirksomheden Systematic A/S har i øjeblikket 52 ledige stillinger i Aarhus, og for at skaffe flere medarbejdere er rekrutteringsafdelingen blevet opnormeret, fortæller lederen af virksomhedens rekrutteringsafdeling, Claus Fromholt.
»Vi skal være flere om at finde de kommende medarbejdere, og jeg er selv en af de nytiltrådte. Vi har to, der er fuldtids på alle jobmesser, men vi har også fokus på at gå alternative veje for at finde medarbejdere,« fortæller Claus Fromholt, der bl.a. oplever stigende problemer med at hverve kandidater direkte fra universitetet.
»Det er en evig kamp om at trække emner ud af nogle kilder, som egentlig leverer alt, hvad de kan,« fortæller han.
»Vi kan godt sende vores dygtigste ph.d.ere ud som gæsteforelæsere for at fortælle om Systematics projekter, men vi kan ikke trække flere ud, end kilden kan levere. Generelt skal vi have uddannet nogle flere,« mener han.
Det er HR-chef Michael Stubbe, Kamstrup A/S i Skanderborg, helt enig i.
»Det går generelt godt med at tiltrække arbejdskraft, men når det handler om at tiltrække specialister inden for software-udvikling, så bliver der i Østjylland oprettet 400 job om året, og der bliver uddannet 50-100 fra universitetet. Der er helt uholdbart og stærkt bekymrende,« siger Michael Stubbe, som i øjeblikket mangler 20-30 specialiserede medarbejdere.
Der bliver i Østjylland oprettet 400 job om året, og der bliver uddannet 50-100 fra universitetet. Der er helt uholdbart og stærkt bekymrende.Michael Stubbe, HR-chef, Kamstrup A/S – om situationen, når det gælder specialister inden for software-udvikling
»Vi siger ikke nej til opgaver. Vi finder en løsning på det ved at hive konsulenter ind og lægge mere underleverandør-arbejde ud. Men det er bestemt ikke optimalt.«
Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet har ifølge direktør Conni Simonsen de seneste år oplevet en stigende efterspørgsel på nyuddannede ingeniører fra virksomhederne.
Mere automatisering
»En stor del af udviklingen skyldes behovet for automatisering, effektivisering og digitalisering af en lang række opgaver inden for produktionen. Teknologien får langt større betydning inden for mange forretningsområder, og derfor stiger behovet for ingeniører,« fortæller hun.
Ingeniørhøjskolen har derfor øget optaget og arbejder mere på at fastholde de studerende, så frafaldet mindskes.
»Vores udfordring er imidlertid, at vi går mod mindre ungdomsårgange, så vi skal have flere til at få interesse for ingeniørområdet,« siger Conni Simonsen.