Regionsrådsformanden langer ud efter letbanens redegørelse
Regionsrådsformand Bent Hansen (S) er utilfreds med, at letbanens redegørelse ikke bringer en dato for letbanens åbning. Forsinkelse af Odder-strækningen kan blive dyr for regionen.
Mandag afleverede Aarhus Letbane en redegørelse til Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard (S). En redegørelse, der blev offentliggjort tirsdag.
Region Midtjylland ejer halvdelen af selskabet Aarhus Letbane I/S, som skal varetage driften af letbanen. Regionsrådsformand Bent Hansen (S) er ikke tilfreds med letbanens redegørelse.
»Jeg savner en konkret plan for, hvordan man vil opnå sikkerhedsgodkendelsen, så der kan blive fastsat en dato for, hvornår letbanen kommer i drift,« siger han.
Bent Hansen er heller ikke tilfreds med den måde, situationen omkring sikkerhedsgodkendelserne er blevet håndteret på fra letbanens side.
»De har efter min mening undervurderet situationen. Den sammenligning, man har forsøgt sig med til tidligere projekter, har ikke været fyldestgørende,« siger regionsrådsformanden.
Ingen dato fra Bundsgaard
Mens regionsrådsformanden efterlyser en konkret dato for, hvornår letbanen åbner, er ejeren af den anden halvdel af Aarhus Letbane I/S, Aarhus Kommune, ikke meget for at sætte en fast dato.
Mandag holdt Jacob Bundsgaard pressemøde om redegørelsen, og her svarede han mere forsigtigt på et spørgsmål om, hvornår han forventer, at letbanen åbner.
»Jeg tror, jeg venter lidt med at melde en dag, hvor letbanen åbner, ud,« sagde borgmesteren.
Hos Trafikstyrelsen holder man fast i den tidshorisont på halvanden til to måneder, som blev meldt ud i weekenden.
»Vi har arbejdshandskerne på i samarbejde med både Keolis (letbanens operatør, red.) og letbanen, men p.t. er det bedste bud stadig de seks til otte uger, som lød i weekenden,« siger pressechef i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, Kim Voigt Østrøm.
Plan fra operatøren
I en skriftlig kommentar på sagen fra Kåre Clemmesen, vicedirektør i Trafik-, Bygge, og Boligstyrelsen, lyder det, at man fra styrelsens side ser positivt på redegørelsen, og at man allerede onsdag skal mødes med Keolis for at drøfte det videre forløb.
Ifølge redegørelsen skulle netop Keolis tirsdag aflevere en detaljeret plan til Aarhus Letbane for, hvordan man kan opnå de nødvendige sikkerhedsgodkendelser.
Den plan er blevet afleveret som aftalt, men Keolis ønsker ikke at kommentere på den.
Hos Aarhus Letbane vil direktør Claus Rehfeldt Moshøj endnu ikke melde noget ud om den tidsplan, som Bent Hansen efterspørger.
»Jeg kan ikke på det foreliggende grundlag give en tidsplan. Jeg mangler tilbagemeldinger fra Trafikstyrelsen på vores tekniske regler, og jeg mangler en tilkendegivelse omkring Keolis’ godkendelse. Jeg bliver nødt til at sikre mig, at der er nikket hele vejen rundt om bordet, før jeg melder en dato ud,« siger direktøren.
Dyrt for regionen
Med en tidshorisont på seks til otte uger før midtbystrækningen bliver klar, er der opstået tvivl om, hvorvidt letbanen bliver klar til at åbne på strækningen fra Aarhus H til Odder til den 26. november, som lige nu er sat som startdato.
Hvis ikke strækningen åbner til tiden, er der udsigt til, at busruter, som ellers skulle nedlægges, fortsætter. Noget der kan koste dyrt for Region Midtjylland.
»Åbner strækningen til Odder ikke som planlagt 26. november, koster det hver måned Region Midtjylland 1,1 mio. kr. til erstatningsbusser,« lyder det fra Bent Hansen.
Hos Busselskabet Aarhus Sporveje, som står for en del af Midttrafiks buskørsel, oplyser man, at man har busser nok til at fortsætte den nuværende drift, også efter den 26. november.
»Vi har rigelig med buskapacitet, så vi kan sagtens løfte opgaven på den front. Der kan måske komme nogle personaleudfordringer, men dem løser vi i samarbejde med Midttrafik,« siger direktør i Busselskabet Aarhus Sporveje, Finn Mikkelsen.