Fortsæt til indhold
Aarhus

Byudvikler vinder hæderspris

Rune Kilden er blevet tildelt Det Gyldne Søm af netværksforeningen Byggesocietets som en anerkendelse af sit arbejde med byudvikling i Aarhus.

Markante byggerier som Lighthouse, Pakhusene og projekt AARhus i Aarhus Ø samt en forståelse for at skabe liv mellem husene.

Med denne begrundelse blev den aarhusianske byudvikler Rune Kilden torsdag tildelt hædersprisen Det Gyldne Søm af Byggesocietet, en landsdækkende netværksforening med over 1.500 medlemmer fra bygge- og ejendomsbranchen. Det skete på foreningens landsmøde på Godsbanen.

»Byggesocietetet ønsker med tildelingen af Det Gyldne Søm at anerkende Rune Kildens mangeårige arbejde med byudvikling i Aarhus. Udover ikoniske byggerier som Lighthouse og Pakhusene på Arhus Ø, har han med sin forståelse for at skabe liv mellem husene forvandlet byens havneområde til en attraktiv bydel,« siger Tony Christrup, landsformand i Byggesocietetet i en pressemeddelelse.

Heri fremhæves Rune Kilden for projekt AARhus, der opføres på Ø4 i Aarhus Ø, og som Byggesocietet ser som indbegrebet af hans måde at tænke byudvikling. Udover en ikonisk form, som Bjarke Ingells har slået stregerne til, er byggeriets funktion tænkt med fra begyndelsen. For eksempel skal beboerhuset ses som den forlængede stue, og det beplantede gårdrum og de små badehuse giver udeliv midt i Aarhus, anfører netværksforeningen.

Desuden bliver Rune Kilden rost for at have et fokus på vigtigheden af at skabe liv mellem husene og at have arbejdet med midlertidig udnyttelse af byens rum som et strategisk værktøj til at gøre en ny bydel attraktiv, hvilket foreningen mener er lykkes i Aarhus Ø.

»Aarhus er en by med en nyvunden selvforståelse og en tro på fremtiden, hvor imponerende bygningsværker, betagende arkitektur og et spirende byliv præger bybilledet. Rune Kilden har med sine visioner for udviklingen af Aarhus om nogen været med til at bringe den selvforståelse tilbage,« lyder det fra Tony Christrup.

Prismodtageren understreger, at der bør sættes fokus på, at byudvikling er en holdsport.

»De bedste projekter bliver skabt i samspillet mellem dygtige rådgivere, kommunerne og en bygherre, der sætter det rigtige hold. Derfor er jeg ekstra stolt af at modtage denne pris, der sætter fokus på netop min og mit teams rolle som bygherre i projekterne,« siger han i pressemeddelelsen.

Hædersprisen består udover et gyldent syvtommer søm af en illustration af den britisk kunster Daniel van der Noon, der har skitseret arkitektur og byggeri fra hele Danmark.

Det er 39. gang, at Byggesocietetet uddeler Det Gyldne Søm. I 2012 gik den til det aarhusianske Byggeselskab Olav de Linde, mens Kurt Thorsen blev æret med prisen i 1986.