Jubilæums-gratiale til kvinder

Den 20. udgave af Aarhus Festuges natkabaret er en festforestilling af håndplukkede internationale artister – og velafklædte mænd.

Artiklens øverste billede
Amerikaneren Jeffrey Ward Littles badetur forener rå kraft og elegance. Foto: Ernst Van Norde/Polfoto

»Let me entertain you – let me make you smile. And we will have at real god time«.

Dukken i hænderne på den canadiske Cabaret Decadance lover ikke for meget i introduktionen af festugens natkabaret.

Den usædvanlige velkomst bringer publikum direkte fra natkabaretmenuens laksetatar og den rosastegte kalvefilet med trøffel og portobellosvampe – for ikke at glemme den lækre chokoladedessert med jordbær og rabarber – til aftenens 20-års jubilæumsforestilling i Hermans i Tivoli Friheden.

Lyset dæmpes, og forventningerne skrues op.

De bliver straks indfriet.

Magikeren Michael Deutsch tryller rundt på lidt af hvert – her sin assistents hoved. Foto: Ernst Van Norde/Polfoto

Ind på scenen træder den internationalt anerkendte magiker Michael Deutsch, som trods sit navn er pæredansk. For garvede natkabaret-gængere er det et gensyn med illusionisten, som dog i dagens anledning har ladet de fingerfærdige tryllenumre med bl.a. spillekort blive hjemme og i stedet baserer hovedparten af sit show på større illusioner.

Det ene øjeblik tryller han sine to kvindelige assistenter væk, men får dem til at vende tilbage det næste – ude blandt publikum. I den mere makabre afdeling får han en assistents hoved til at svæve væk fra kroppen. Showet rummer også en moderne udgave af den oversavede dame, som – ud over fire fladskærme i stedet for kasser – også rummer en overraskende finale.

Helikopter på scenen

De store udstyrsnumre fremføres elegant og legende let, og man kan blot se til med måbende forundring, som da en af kvinderne pludselig dukker op i en helikopter på scenen.

Med Die Maiers entré er det slut med elegancen. Parret kæmper fortvivlet for at gennemføre et simpelt trapez-nummer. Han er i en evig kamp for at beskytte den bly og mutte hustru mod andre mænds tilsyneladende evigt nysgerrige blikke. Det ender dog helt galt og efterlader de to i groteske situationer, som kræver en hjælpende hånd fra publikum. Komik og akrobatik forenes på fornemste vis.

Die Maiers forener komik og akrobatik i et grotesk trapez-nummer, som kræver hjælp fra publikum. Foto: Ernst Van Norde/Polfoto

Mens sensualiteten bevidst underspilles af Die Maiers, er Jeffrey Ward Little nærmest en omvandrende testosteronbombe i våde jeans. Netop ankommet fra Las Vegas trænger den muskuløse amerikaner som noget af det første til et bad, og hans nummer udføres både højt oppe under Hermans loft og i et badekar på scenen. De nærmeste pladser er tilfældigvis besat af kvinder, som – uagtet den amerikanske adonis’ ellers sublime kropskontrol – gentagne gange må se sig oversprøjtet med vand.

En overlegen demonstration i rå kraft og elegance, som ikke efterlader et sæde tørt.

I samme boldgade befinder den verdenskendte jonglør Victor Kee sig.

Ukraineren, der nærmest er en kloning af en græsk statue og Jim Carreys figur fra filmen ”The Mask”, optræder med et i princippet klassisk boldnummer, men kombinationen af akrobatik, hastighed og akkuratesse er ganske enkelt verdensklasse. Alle kropsdele tages i brug i et nummer, hvor man grundet tempo og sværhedsgrad snildt ville kunne tilgive et boldtab eller to.

Men nej, ingen fjumren. Victor Kee kan sin metier til perfektion, og Aarhus Festuge lægger da heller ikke skjul på, at den opfatter jonglørens aktuelle tilstedeværelse i Aarhus som et scoop.

Gåtur på lodret stang

Også franskmanden Domitil Aillot efterlader publikum måbende i kraft af sine evner til at klatre på en lodret stang og ophæve tyngdekraften.

Som en viser i et ur spadserer han rundt i en vertikal cirkel kun ved armenes kraft. Enkelte gange lader han sig dog falde og bremser først lige over gulvet.

Blandt showets få kvindelige indslag er kinesiske Duo Yingling.

Balancerende på hinanden formår de stærke og elegante kvinder at jonglere rundt med både snurrende parasoller og tæpper.

Årets natkabaret byder også på et glædeligt gensyn med de belgiske mimekunstnere Les Freres Taquin.

Byrådsmedlem Jette Jensen (EL) bliver den tilfældige kvinde fra publikum, som Les Fréres Taquin hiver op på scenen og udsætter for lidt af hvert. Foto: Ernst Van Norde/Polfoto

Valdis Yanovskis kommer ind på scenen med en mandlig mannequindukke i kjole og hvidt nonchalant slænget over skuldrene.

Den stive dukke afslører dog efterhånden stadig større evner, forelsker sig i Enhedslistens byrådsmedlem Jette Jensen, som hives op på scenen og må gå så grueligt meget igennem, inden hun igen får lov til at sætte sig.

Senere mimer parret sig igennem en fiktiv biograffilm, som sender de dygtige kunstnere gennem hele følelsesregistret, så man som publikum næsten ser filmscenerne for sig.

Olivier Taquin og Valdis Yanovskis har ikke for ingenting vundet international hæder – bl.a. har de vundet guld ved cirkusfestivalen i Paris og optrådt i Big Apple Cirkus i New York.

Skulle mændene, som i tidligere natkabareter har været forvænt med næsten nøgne parisermodeller fra Moulin Rouge, føle sig forbigået, rundes aftenen af af en sexet dukkediva i en højtempoudgave af Gordon Lightfoot-hittet ”If you could read my mind”.

En osende vulgær og ekstremt livagtig præstation af Cabaret Decadance, som nærmest gør duoen til en trio og på fornemt vis sætter punktum for en mindeværdig aften i Hermans.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.