Uffe Jensen og de store armbevægelser

Efter et kvarter rejser de sig fra de hvide plastikstole under halvtaget ved Odders 110 år gamle tennisklub. Termokandekaffen er drukket. Og de første drillende bemærkninger om alder og fysisk form er fløjet hen over det havebord, de sidder omkring. Det er Leo og Jesper Damgaard, Povl Henningsen og så Uffe Jensen.

Sidstnævnte er Odders 56-årige Venstre-borgmester. Et par gange om ugen spiller han tennis, før han cykler til rådhuset for at passe sit job. »Vi har godt af det. Lad os komme i gang med at svede,« siger Uffe Jensen.

Så lunter de fire mænd i alderen 48 til 68 år ind på det røde grus på bane 1. De smider overtrækstrøjerne, pakker ketcherne ud og begynder at sende de gule bolde hen over nettet.

Det er en tirsdag morgen i eftersommeren. Klokken er 06.30. Solen skinner, og livet synes for en stund så enkelt, at det kun handler om at præsentere den ypperste stopbold, smash eller serv.

»Tennis er et åndehul«

Uffe Jensen har tidligere været formand for Odder Tennisklub. Og tennis er en passion, der fylder mange af hans fritimer.

»Jeg synes, det er rigtig sjovt, og så giver det jo god motion,« siger borgmesteren, der er tidligere politibetjent og tillidsmand ved Østjyllands Politi, og fortsætter:

»Som person er jeg nok lidt for pligtopfyldende, holder mange møder og har mange aftaler, så tennis er et åndehul for mig. Og der er sikkert en sammenhæng mellem min personlighed uden for banen og min måde at spille tennis på.

Jeg har arbejdet med at efterforske drab i mange år. Og der går det heller ikke at tabe hovedet, når man leder efter en morder. Så ja, jeg er rolig og eftertænksom, også på tennisbanen. Jeg banker f.eks. ikke min ketcher ned i jorden, når jeg taber et parti.«

Den karakteristik af den 190 cm høje politiker er de andre tennisspillere enige i.

»Uffe er træls at spille imod, fordi han jo næsten er to meter høj og favner det samme med sine arme. Så man kan jo ikke loppe bolden over ham. Han er så rolig og koncentrerer sig meget om spillet, og det er ikke så godt for modspillerne. Uffe spiller sikkert, og bolden kommer som regel over nettet,« siger Leo Damgaard, en af de faste tennispartnere.

Han er koncentreret, men ...

I begyndelsen af dagens doublekamp kunne Uffe Jensen måske godt have haft brug for lidt mere temperament. Han spiller sammen med Povl Henningsen, som i øvrigt er radikal politiker. De spiller bedst af to sæt. Så kampen kan godt ende uafgjort. Der er gået 10 minutter. De to politikere er bagud.

Uffe Jensen holder dobbeltgreb på sin ketcher. Han tripper let i de hvide tennissko. Der er ved at komme svedpletter på hans Tshirt. Blikket hviler på modstanderens hænder. Han er parat til at returnere en serv. Men borgmesteren misser returbolden og sender den med et slag, som vist ikke står i grundbogen for perfekt udført tennis, i retning mod nabobanen.

»Neeeej, det er ikke godt, det her. Jeg er dyr i dag, Povl,« stønner han og laver et par små kontrollerede hop på stedet.

»Sådan er det med politikere,« lyder det drillende fra den anden side af nettet:

»De har så meget luft. Men kun i munden.«

Hyggen er vigtig

Netop samværet med andre mænd og muligheden for at diskutere andet end byråd og politiske beslutninger er et centralt element for Uffe Jensen.

»Hyggen er vigtig. Når vi spiller i weekenden, får vi altid en morgenbitter. Men til hverdag er det bare kaffe og rundstykker,« siger han og fortsætter:

»Selvfølgelig er der meget typisk mandehørm. Men vi hjælper også hinanden med f.eks. at skifte job, og vi taler også om alvorlige emner. De snakke er med til at binde os sammen. De giver energi og er en perfekt start på dagen sammen med spillet på banen.«

Det var således en snak i tennisklubben, der for nogle år siden fik Uffe Jensen til en delig at tage sig sammen til at få bestilt tid til et helbredstjek hos lægen.

1-0 til borgmesterens hold

»Flere i min omgangskreds har haft prostatakræft, og de andre hernede mente, at nu skulle jeg altså også gå til lægen og blive undersøgt. Det gjorde jeg så, og heldigvis var der ikke noget galt.«

Dagens første sæt er ved at blive afgjort.

Uffe Jensen kan hente sejren hjem, hvis han vinder den næste bold. Men ...

»De er stride. Det er ikke godt, det her.«

For en gangs skyld er hans arme ikke lange nok, og bolden stryger forbi ham. De skal ud i en tiebreak, tennissportens svar på forlænget spilletid, hvor det hold som først får syv point, vinder. Rundstykkerne, som altid bliver serveret mellem sættene, må vente med at blive spist.

Men kun nogle få minutter.

For borgmesteren og hans makker vinder de næste syv bolde i streg.

De fire herrer giver hånd, og sammen – nogle med lettere trin end andre – vandrer de hen mod klubhuset og de ventende rundstykker.