Flere østjyder har fået et job
Antallet af beskæftigede er steget, men på grund af en ændret visitationspraksis er ledigheden også vokset i 10 af 12 østjyske kommuner.
Antallet af personer i arbejde i Østjylland er på et år fra maj 2016 til maj 2017 steget med 5.864. Det er en vækst i den samlede arbejdsstyrke på 1,6 pct., oplyser det regionale arbejdsmarkedsråd, RAR Østjylland.
»I RAR Østjylland ser vi mange positive takter på arbejdsmarkedet. Eksempelvis er beskæftigelsen steget med næsten 6.000 personer inden for det seneste år, og i to ud af tre a-kasser er ledigheden samtidig faldet,« fortæller formand Jakob Beck Wätjen, RAR Østjylland.
»De positive takter understreger vigtigheden af, at det østjyske arbejdsmarked samarbejder om, at arbejdsstyrken opkvalificeres og bibringes de kompetencer, som virksomhederne efterspørger.«
Ændret visitation
Udviklingen er dog ikke entydig positiv, for samtidig stiger den samlede ledighed. I maj var der således 17.241 fuldtidsledige i RAR Østjylland. Det er 1.203 flere end året før.
De positive takter understreger vigtigheden af, at det østjyske arbejdsmarked samarbejder om, at arbejdsstyrken opkvalificeres og bibringes de kompetencer, som virksomhederne efterspørger.
Ledigheden er steget i 10 ud af 12 kommuner. Den samlede stigning i Østjylland kan ifølge Jakob Beck Wätjen skyldes en ændret visitationspraksis for integrationsydelsesmodtagerne, som nu i højere grad tæller med i ledighedstallene.
»Ikke overraskende kan vi se i ledighedstallene, at den samlede ledighed stiger over det seneste år. Stigningen kan tilskrives, at flere flygtninge og familiesammenførte visiteres som jobparate i stedet for aktivitets-parate og dermed tæller med i ledighedstallene og får dem til at stige,« forklarer han.
Største fald hos 3F
Hos de forsikrede i a-kasserne er ledigheden i absolutte tal faldet i 16 ud af 24 a-kasser og mest i 3F, hvor der er 309 færre ledige end i juni 2016.
Til gengæld har der været stigende ledighed for magistre med 210, akademikernes ledighed er steget med 191 og lærerne med 141 fuldtidspersoner. De ikke-forsikrede ledige har haft en stigende ledighed med 1.697.
Den største ledighed både for mænd og kvinder findes i aldersgruppen 25-29 år. Disse grupper har også haft den højeste procentvise vækst i ledighedsprocenten det seneste år med 2 pct.-point for mændene og 1,5 pct.-point for kvinderne. Kvinderne har en lidt højere ledighed end mændene for alle aldersgrupper undtagen i aldersgruppen 16-24 år.