Afrikanske dansere, råbekor og kranballet
Farvestrålende containere, fragtskibe og kraner skal alle være rekvisitter i Aarhus Teaters fjerde bidrag til kulturhovedstad 2017.
Det udsolgte stykke ”Fragt” skal foregå på den del af havnen, der normalt er sikkerhedsafspærret og ikketilgængeligt for den almene aarhusianer. Derfor er gul sikkerhedsvest og hjelm påkrævet, når publikum skal opleve Aarhus Havn i båd, bus og lastbil.
Instruktør Anne Zacho Søgaard har i ”Fragt” lagt fokus på at forene det lokale ved Aarhus Havn med det globale i form af alle de varer, der kommer udefra og skal gennem havnen.
»I stykket vil publikum få en fornemmelse af, hvor mange varer fra hele verden der egentlig bliver transporteret gennem havnen. Vi sætter fokus på den lange række af mennesker, der gør det muligt, at et produkt til sidst ender her i Aarhus,« siger Instruktør Anne Zacho Søgaard.
Kranballet og sheanødder
Publikum vil være opdelt af tre grupper, alle ledt af en skuespiller, der fungerer som guide. Hver gruppe skal igennem seks stationer rundt omkring på havnen, fem til lands og en til vands. De tre grupper vil derefter mødes til en stor fælles finale.
Der er altid noget at kigge på. Når man suser afsted mellem stationerne i den åbne lastbil, forandrer landskabet sig.
De høje kraner flyder sammen med det glitrende vand, og en bilkirkegård står i skærende kontrast til kongeskibet, der ligger og vugger på havet. Det er netop det omskiftelige ved havnen, der tiltrækker Anne Zacho Søgaard.
»Det har været vigtigt for mig at fokusere på den evige dynamik på havnen. Jeg kan godt lide, at jeg ikke ved, hvordan kulisserne er til hver forestilling. Vandfly, både og containere skifter rolle og rykker rundt på scenen dag for dag,« siger hun.
Kontrasterne er også at finde i selve stykket. Dansere i farvestrålende tøj fra Burkina Faso har hjemme i et pakhus fyldt med bjerge af sheanødder. En container fyldt med lyserøde plastikgrise vil blive akkompagneret af et råbekor. Og en kranballet vil udspille sig for øjnene af publikum.
Væk fra matriklen
”Fragt” er en del af Aarhus Teaters projekt "Udflugten", der har til formål at spille andre steder end inden for teatrets mure. Konceptet vil vende tilbage med nye projekter i næste sæson.
»Udflugten vil altid foregå uden for matriklen. Teater og scenekunst kan andet end at spille på en traditionel scene,« siger teaterdirektør Trine Holm Thomsen.
Der er 70 medvirkende i ”Fragt” – heriblandt skuespillerne Kjartan Hansen, Matias Hedegaard Andersen og Gry Guldager.
Stykket har premiere den 17. august, og der vil være ni forestillinger frem til den 27. august.