Smuk, smukkere, Smukfest
Torsdag aften blev de sidste solstråler blandt andet nydt ved bål og søbar på søbredden i bøgeskoven.
Navnet er Smukfest, og den kalder sig Danmarks smukkeste festival. Men særligt et sted tiltrækker mange med forkærlighed for de naturskønne omgivelser.
Søbadet.
Selv om musikken har været i gang på festivalpladsen i flere timer, var der velbesøgt ved den sivfyldte søbred. Her var der mulighed for en dukkert, om end ikke mange benyttede sig af den, eller en tur med træk-selv-tømmerflåden ud til den flydende bar »Vandret«.
Baren var godt besøgt, yderst tæt på begrænsningen på 50 personer. Blandt dem var 51-årige Hanne Bundgaard og 47-årige Rikke Mortensen, hvor sidstnævnte var kommet hele vejen fra Bruxelles.
»Det er jo bare smukt med søen, solen og træerne på breden. Det er intimt, og så er det sjovt, at man skal trække sig selv over,« siger Hanne Bundgaard.
På badebroen var der mulighed for at fange de sidste solstråler, inden de forsvandt bag bøgetræerne. Med en nærmest blikstille sø - kun afbrudt af små bølger fra en enkelt speedbåd - blev vipperne snarere brugt til at slikke sol end at hoppe i søen.
Josefine og Oskar Kairand havde for første gang fundet vej på Smukfest, og de var ikke tvivl om, hvor de helst ville være.
»Her er virkelig lækkert, og selv om det er vores første gang, har vi allerede fundet vores yndlingsspot,« siger Josefine Kairand.
Torsdag aften viste Søbadet ikke festivalen fra sin vildeste side, men helt sikkert fra en af sine smukkeste sider.