Sådan kommer du på Smukfest
En guide til dig, der ikke gider at slæbe telt, sovepose og liggeunderlag med på festival.
Smukfest begynder for alvor onsdag, og festivalen forventer, at mellem 32.000 og 34.000 betalende gæster dagligt finder vej til festivalpladsen i bøgeskoven.
Med så mange mennesker kan man nemt miste overblikket. Derfor får du her en guide til at komme til og fra festen i bøgeskoven.
Bil
Smukfest har to parkeringspladser (Giraffen og Elefanten), hvor man med gyldig billet eller armbånd kan holde gratis.
Dem finder man nemmest ved at tage motorvej E45 til afkørsel 54. Der er skilte både ved motorvejen og derfra hele vejen til parkeringspladserne. Herfra går der shuttlebusser ind til pladsen. Alternativt kan gps’en sættes til enten Hylkevej 3, 8660 Skanderborg (Giraffen) eller Horndrupvej 4B, 8660 Skanderborg (Elefanten).
Fra parkeringspladserne kører shuttlebusserne Gul 3: Parkeringspladserne – Sherwood-indgangen og Sort 4: Parkeringspladserne – Kærligheden.
Bus
Skal du med bussen fra Aarhus, er der mulighed for at blive kørt direkte til festivalpladsen ved Hotel Skanderborghus. Midttrafik har indsat en særlig festivalbus, som kører under rute 300.
Onsdag til lørdag kører bussen fra Rutebilstationen hver halve time i tidsrummet kl. 10.30-17.30. Søndag hver time fra kl. 14-17. Turen tilbage går det meste af tiden med 20 minutters mellemrum fra Skanderborghus fra kl. 22 og fremefter. Søndag kan du også køre med bussen til Aarhus i dagtimerne. Køreplanen kan ses på Midttrafiks hjemmeside.
Med gyldig billet eller et gyldigt armbånd kan man købe en festivalbillet til bussen. Den koster 80 kr. og kan købes på Midttrafiks app. Billetten gælder ubegrænset hele døgnet.
Tog
Foretrækker du toget, er der fra Skanderborg Station en bus (linje 25) direkte til Skanderborghus. Den kører hvert 20. minut i dagtimerne og hvert kvarter i aften- og nattetimerne. Første tur går fra stationen kl. 09.10, mens sidste tur tilbage igen går kl. 03.10.