Opkøb løfter væksten hos hurtigvoksende trykkeri
Virksomheden bag Lasertryk har lavet en håndfuld opkøb i 2016 og regner med fortsat konsolidering i branchen i de kommende år.
En række mindre trykkerier kom sidste år ind i folden hos trykkevirksomheden Scandinavian Print Group, som producerer en lang række tryksager og blandt andet står bag Lasertryk.dk i det nordlige Aarhus.
De tilkøbte virksomheder har været med til at løfte resultaterne sidste år, hvor bruttoresultatet steg med 11,4 pct. til 152,6 mio. kr., mens overskuddet før skat steg til 31,4 mio. kr. fra 19,8 mio. kr.
»Vores resultater er drevet af en organisk vækst på vores primære site, Lasertryk, og så har vi købt flere små trykkerier i løbet af året, som er blevet rigtig fint implementeret i virksomheden,« siger direktør og medejer Esben Mols Kabell.
Scandinavian Print Group købte i løbet af 2016 de seks mindre trykkerier Jannerup, Casanta, Eurographic, Aka Print, Knudtzon Graphic og BB Offset.
Virksomhederne kører videre som selvstændige brands, mens det meste af produktionen er blevet rykket til hovedsædet i Aarhus. Det handler om at få en høj volumen, fordi trykkemaskiner er dyre.
»Maskinerne bliver mere og mere effektive og større og større, så vi kan finde nogle stordriftsfordele ved at lægge produktionen sammen, mens selve brandet og kundekreds er det samme,« siger Esben Mols Kabell.
Han forventer, at der også i de kommende år vil ske en fortsat konsolidering af branchen, og at Scandinavian Print Group vil være en aktiv spiller i den proces.
»Jeg bruger en ret stor del af min tid på at kigge på virksomheder, der kunne være interessante at få ind under paraplyen. Der er måske 200 trykkevirksomheder i Danmark, og det tal kommer formentlig til at falde, mens omsætningen i branchen som helhed vil være mere stabil,« siger Esben Mols Kabell.
Han vurderer, at Scandinavian Print Group i Danmark har en markedsandel på 10-12 pct., hvis man ser på markedet for reklametryksager og bøger.
»Der sker en kontinuerlig konsolidering i takt med den teknologiske udvikling. For mange små trykkerier er investeringen i store maskiner ikke rationel, og her er det en fordel at være en stor spiller,« siger Esben Mols Kabell.
En mulighed i den løbende konsolidering af trykkebranchen kunne være at sælge virksomheden, men det ser Esben Mols Kabell ikke som en mulighed.
»Hvis den rigtige køber kommer, så kan man ikke afvise noget. Vi er blevet spurgt – det har primært været fra kapitalfonde – men det er vi ikke gået videre med. Der er masser at arbejde med endnu. Både Anders (medejer, red.) og jeg er 41 år, og vi ser ikke nogen grund til en tidlig pension,« siger han.