Fortsæt til indhold
Aarhus

Northside tygger på, om der skal laves en billetbørs

Smukfest-festivalen formidler et sikkert køb og salg af billetter i overskud. Det vil Northside også overveje.

For at komme svindel og humbug til livs har den for længst udsolgte Smukfest siden januar tilbudt at formidle et sikkert køb og salg af billetter. Således kan folk, der har billetter i overskud, videresælge dem mod et gebyr på 25 kr. til Smukfest, mens køberne – ud over billetprisen – skal af med 50 kr. i gebyr.

Det ville være godt, hvis Northside lavede en lignende sikker måde at handle billetter på, lyder en opfordring i kommentarfeltet til Northsides nylige Facebookopslag om at passe på ved køb af billetter fra privatpersoner.

Adspurgt om, hvorfor Northside ikke har en billetportal som Smukfest, svarer talsmand John Fogde:

»Vi har ikke stået i en situation før, hvor det har været nødvendigt. De har jo oplevet et markant højere pres på deres billetsalg og har solgt ud markant hurtigere, end vi har gjort i tidligere år,« siger han og tilføjer:

»Men vi skal jo evaluere på festivalen, og der bliver det da en af de ting, der kommer på dagsordenen, når vi skal snakke om, hvad vi gør fremadrettet, når vi har en udsolgt festival: Er der noget, vi kan gøre for at hjælpe folk, som både gerne vil købe billetter, men også folk, der gerne vil sælge billetter?«

Så det kan godt være, at man næste år har en lignende løsning?

»Det er for tidligt at sige, men vi skal i hvert fald tage en snak om, der er noget, vi kan gøre for at hjælpe vores potentielle gæster, dem der ikke har fået billet.«

Hos Smukfest fortæller kasserer Per Langpap, at mange har benyttet tilbuddet om en sikker overdragelse af festivalsarmbåndet.

»Det er en succes,« konstaterer kassereren, der ikke kan oplyse antallet af overdragelser.

Han understreger, at når køberen opretter sig i Smukfest-shoppen, hvor sælgeren sætter sit armbånd til salg, er det lige så sikkert som at møde fysisk op og modtage armbåndet.

»Som årene er gået, er det blevet vigtigere og vigtigere at lave dette her, fordi det er godt nok mange mennesker, der er blevet snydt. Folk skal føle sig trygge ved at købe en billet her,« siger Per Langpap, der forventer, at de etablerede billetudsalgssteder som Billetlugen og Ticketmaster vil lave noget tilsvarende for at komme billetsvindlen til livs.