Fortsæt til indhold
Aarhus

Alvorligt uheld ved Classic Race i Aarhus

To biler ramlede sammen og endte i en barriere – to tilskuere ramt.

Tre personer er kommet til skade efter en dramatisk ulykke ved Classic Race Aarhus. Uheldet skete da to biler ramte hinanden på banens lynhurtige langside.

Bilerne ramlede først i betonvæggen og sidenhen det hegn, der adskiller banen fra tilskuerne. Her kom to tilskuere og en race-official lettere til skade

»Jeg er meget ked af at en ellers fantastisk weekend med 42.500 glade gæster og kørere skal afsluttes med et alvorligt uheld på racerbanen,« siger Mike Legarth, direktør for Classic Race Aarhus.

Han glæder sig først og fremmest over, at betonen og hegnet sikrede, at ulykken ikke udviklede sig mere alvorligt end tilfældet var. Alligevel vil han dog ikke udelukke, at sikkerheden skal forbedres fremover.

»Det er klart, at en sådan alvorlig ulykke giver stof til eftertanke og vi skal nu, i samarbejde med DASU’s banesportsudvalg, vurdere om vi skal iværksætte yderligere sikkerhedsforanstaltninger og afstandskrav til publikum,« siger Mike Legarth.