Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus største private hjemmehjælpsfirma er gået konkurs

Ældrerådmand lover at kommunen vil hjælpe berørte borgere - i første omgang den, som har brug for pleje.

Aarhus Kommunes største private hjemmehjælpsfirma Hjemmehjælpen A/S er gået konkurs.

Det berører umiddelbart 1.100 borgere i Aarhus, der har valgt firmaet som leverandør af praktisk hjælp som rengøring, indkøb og tøjvask. 300 af dem får desuden personlig pleje.

Kunderne står nu uden hjælp og pleje fra tirsdag den 9. maj, men Aarhus Kommune vil gør alt for, at alle borgere, særligt med pleje, får hjælp, understreger rådmand Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg.

»Det er en meget ærgerlig situation for de berørte ældre mennesker, som har valgt leverandøren og er vant til at se kendte ansigter i hjemmet. Vi gør en kraftanstrengelse for, at folk hurtigst muligt får hjælp fra kommunen i stedet,« siger Jette Skive.

Rådmanden anbefalede sidste forår, at Folketinget fik ændret lovgivningen, så borgere ikke kommer til at stå uden hjælp med dags varsel – som situationen i Aarhus er nu.

»Det offentlige løser fint hovedopgaven med at skabe en ordentlig hjemmepleje, og jeg er samtidig tilhænger af det frie valg med private leverandører. Men antallet af konkurser fortsætter blot, hvor mange ældre mennesker med dags varsel står uden hjælp. Det er fint, at ældreministeren sammen med andre ministre vil lave et serviceeftersyn af den nuværende lovgivning, men det kan vist kun gå for langsomt, når konkurserne bølger hen over landets kommuner,« siger Jette Skive.

»Derfor må Christiansborg være med til at ændre lovgivningen, så vi får reserveret nogle midler til overgangsløsninger eller som minimum, at vi får mere fleksibilitet i reglerne for virksomhedsoverdragelser. Det kan være med til at sikre tryghed hos ældre mennesker og medarbejderne, siger Jette Skive.

Alle modtagere af hjemmehjælp kan frit vælge en ny leverandør. Udover Aarhus Kommunes hjemmehjælp kan man også vælge den private leverandør Aleris.

Medarbejdere fra Sundhed og Omsorg overtager i første omgang opgaven med at hjælpe de berørte mennesker. I en overgangsperiode vil kommunen også bruge vikarer. Når de enkelte modtagere af hjemmehjælp har haft lejlighed til selv at vælge ny leverandør, vil kommunen vurdere personalesituationen, oplyser Sundhed og Omsorg.