Bjarne Riis overtager østjysk cykelnetværk
Det lokale erhvervsnetværk Connecting Biz and Bike er blevet en del af det landsdækkende cykelnetværk Riis Seier Business Club med Bjarne Riis i spidsen.
En gruppe østjyske erhvervsfolk er på træningstur syd for Aarhus.
En købmand fra Horsens lægger sig ud og gør klar til en skiltespurt 100 m inden byskiltet til Stjær.
»Kom så, Bjarne.«
Den tidligere holdejer og Tour de France-vinder Bjarne Riis sidder i tredje position, men ignorerer invitationen.
»Jeg har vundet de cykelløb, jeg skal vinde,« lyder forklaringen.
Vi vil gerne være med til at skabe en sund livsstil for cykelentusiaster rundt om et cykelhold. Der er over 300.000 cykelmotionister i Danmark, så der er et kæmpepotentiale.Bjarne Riis, medejer af cykelnetværket Riis Seier Business Club
Købmanden får sin lille sejr – og rigtig meget at berette, når han kommer hjem.
Træningen er den første, efter at Bjarne Riis og Saxo Bank-stifteren Lars Seier Christensen har overtaget det lokale cykelnetværk Connecting Biz and Bike med afdelinger i Aarhus, Horsens og Vejle.
Tanken er at drive erhvervsnetværket, som alene i Aarhus rummer omkring 75 selvstændige og erhvervsledere, som en del af det landsdækkende netværk Riis Seier Business Club. Målet er at udvikle et nyt, dansk World Tour-hold, som kan deltage i bl.a. Tour de France, Giro d’Italia og Spanien Rundt.
Toppen af isbjerget
»Et World Tour-hold er kun toppen af isbjerget. Alt det uden om er mindst lige så vigtigt,« understreger Bjarne Riis.
»Vi vil gerne være med til at skabe en sund livsstil for cykelentusiaster rundt om et cykelhold. Der er over 300.000 cykelmotionister i Danmark, så der er et kæmpepotentiale,« mener han.
Erhvervsnetværket rummer allerede 350 medlemmer – og dermed virksomheder – i København, Kolding, Vejle, Horsens og Aarhus.
Flere byer er på vej – bl.a. Herning og Aalborg – og håbet er at runde 500 medlemmer ved årsskiftet og 2.000 om et par år.
Bjarne Riis’ ambition er at løfte motionisterne op på et højere niveau ved at lære dem gode kostvaner og effektive træningsmetoder.
Mange træner forkert
»Der er motionister, der træner som professionelle, men mange ved ikke, hvordan de træner deres krop effektivt. De overtræner og nedbryder musklerne i stedet for at bygge dem op. Jeg vil optimere træningen, så de får mere ud af de mange timer på cyklen,« fortæller Bjarne Riis.
Sideløbende er han og Lars Seier Christensen i gang med at udvikle teknologien til et træningsprogram, der kombinerer virtual reality med cykling.
»Vi vil gerne give folk et redskab til at træne intelligent. Jeg kan jo ikke coache alle personligt, men hvis man kan få min træningsfilosofi ind i en computer, så opnår man den samme effekt.«
Deltagerne i netværket vil mødes til de sædvanlige to ugentlige træningspas og fortsat deltage i lokale events og arrangementer – bl.a. kulturhovedstadsprojektet Aarhus-Leeuwarden, hvor kulturstafetten under Aarhus Festuge skal cykles til næste års kulturhovedstad i Holland – en tur på 800 km. Derudover vil Riis Seier Business Club også invitere til events og cykelrejser.
Bjarne Riis i udbrud
Et halvt hundrede erhvervsfolk deltager i dagens træning, men af praktiske årsager er de delt ind på flere hold.
Riis-gruppen er nået til Pinds Mølle, hvor Bjarne Riis demonstrerer sine fabelagtige evner på nedkørsel. På få sving slår han et stort hul til resten af gruppen – uden at træde i pedlerne.
»Der er også noget teknik, vi skal have kigget på,« siger han, da gruppen atter er samlet.
»Jeg vil selv deltage i nogle af træningerne og turene, og så kan vi træne noget teknik og øve lidt, hvordan man placerer sig, og nørde lidt med indstilling af cyklerne,« fortæller han.
Riis Seier Denmark driver kontinentalholdet Team Veloconcept med Michael Skelde som sportschef. Det er ham og hustruen Christa, som i sin tid stiftede det østjyske erhvervsnetværk som base for Team Glud og Marstrand LRØ og senere Team Cult Energy.
Den tidligere professionelle cykelrytter Claus Michael Møller har de seneste to år været kaptajn for Aarhus-netværket, og han ser store perspektiver i at blive en del af et landsdækkende erhvervsnetværk.
Et kæmpe løft
»Det er et kæmpe løft. Vi fortsætter med fokus på det lokale erhvervsnetværk, men nu kommer der et lag mere, som giver medlemmerne mulighed for at deltage i events og mødes med andre erhvervsfolk fra hele landet,« siger Claus Michael Møller, der også ser en styrke i atter at være en del af organisationen bag et professionelt cykelhold.
»Det oprindelige formål med netværket var at stå bag et cykelhold og støtte talentudviklingen. Cykelsporten har brug for at skabe interesse i erhvervslivet, og samtidig er det oplagt for virksomhedsledere at netværke gennem cykling. Nu er vi tilbage ved udgangspunktet, og det giver rigtig god mening,« mener han.