Aarhusianere er hurtigst til at få solgt boliger
40 pct. af de udbudte boliger i Aarhus bliver solgt indenfor 30 dage, og det er det hurtigste i landet.
Når en bolig i Aarhus bliver sat til salg, går der i gennemsnit ikke mere end 30 dage, før den er solgt. Det viser nye tal fra ejendomsmæglerkæden Nybolig ifølge en pressemeddelelse.
40 pct. af boliger i Aarhus-området bliver solgt indenfor den første måned, efter de er blevet sat på markedet, og det er det højeste tal i Danmark.
København kommer lige i hælene på med en andel på 39 pct. af boliger, der bliver solgt indenfor den første måned. Landet over bliver kun 28 pct. af boliger solgt ligeså hurtigt som i de to byer.
»Der er ingen tvivl om, at Aarhus og København kører på flest cylindre, hvad angår hurtige handler,« siger Thomas Hovgaard, presseansvarlig i Nybolig.
I Aarhus får 30 pct. af boligerne lov til at stå mellem en og fire måneder, før de bliver solgt, og 29 pct. bliver først solgt efter fire måneder.