Fortsæt til indhold
Aarhus

Ceylan inden EM-kamp: »Han har virkelig prøvet at gøre det personligt«

Isaac Lowe er kommet ind under huden på Dennis Ceylan, men den danske europamester er klar til at vise den unge brite, hvem der bestemmer.

Daniel Winther Pedersen

Med sine egne triumfer hængende rundt omkring sig i form af billedcollager var den danske europamester i boksning Dennis Ceylan i gang med sine sidste forberedelser, inden han lørdag skal forsvare sit EM-bælte mod britiske Isaac Lowe i Ceres Arena i Aarhus.

I vanlig stil var Dennis Ceylan i godt humør, og selvom han trænede intervaltræning, havde han ingen problemer med at fyre jokes af til sin træner, Frank Holm, og Team Sauerland-folkene, som var til stede i Frank Holms træningscenter lidt uden for Elev ved Aarhus.

»Bam, bam, bam, det er sådan, jeg går til ham på lørdag,« forklarede 28-årige Dennis Ceylan, mens han bankede løs på boksebolden i tre minutter, inden han fik et minuts pause af uret på væggen.

En ekstra gnist

Det er første gang, at Dennis Ceylan skal forsvare sit EM-bælte i fjervægtklassen – det bælte, han erobrede fra Ryan Walsh i Frederikshavn i oktober sidste år.

Selvom det at beholde bæltet naturligvis er motivation nok for den danske bokser, har 23-årige Isaac Lowe formået at tænde en ekstra gnist hos Dennis Ceylan op til kampen.

Dennis Ceylan vil lade hænderne bestemme lørdag aften i Aarhus

Den yngre bokser har nemlig, siden kampen blev annonceret, haft travlt med at fortælle, hvor overlegent han vinder over danskeren, og da de to boksere for første gang stod over for hinanden ved et pressemøde, begyndte Isaac Lowe at skubbe til Dennis Ceylan.

»Han skubbede til mig, og jeg havde ikke gjort ham noget. Jeg har kun vist ham respekt og behandlet ham ordentligt, ligesom jeg behandler alle mennesker. Han irriterer mig så meget. Han har virkelig prøvet at gøre det personligt, og det er lykkedes for ham. Der er det her had mellem os. Eller jeg ved ikke, om han hader mig, men jeg hader ham,« siger Dennis Ceylan.

De to fightere er ved at ryge i totterne på hinanden under Pressemødet hos Team Sauerland i Ceres Arena vedr. Europa mesterskabet i Fjervægt d. 18 Marts mellem den forsvarende mester Århusianske Dennis Ceylan’s og Engelske Isaac Lowe.

Træner tilfreds med formen

Dennis Ceylan lægger ikke skjul på, at han ser meget lidt videomateriale om sin modstander inden et opgør. Det gør ham utilpas og nervøs, fortæller han.

Derfor er det træner Frank Holm, som har analyseret Isaac Lowe ned til mindste detalje, og selvom han har meget respekt for modstanderen, bør Isaac Lowe ikke volde Dennis Ceylan store problemer, mener Frank Holm.

»Isaac Lowe er ikke dårlig, og han er også rangeret på den europæiske rangliste. Hans statistik siger 13-0, men man skal også spole tilbage og se på de kampe, og hvilke modstandere han har mødt. Dermed ikke sagt, at vi tager let på opgaven. Det må man aldrig gøre, men Isaac Lowe har helt sikkert en ringere fysik end Ryan Walsh, som Dennis slog for nogle måneder siden,« siger Frank Holm.

Dennis Ceylans kampform er blevet pudset af i Madrid, Spanien, hvor han og Frank Holm var på træningslejr i to uger.

Årsagen til træningslejren er, at Dennis Ceylan har svært ved at finde kvalificerede sparringspartnere i Danmark, som kan gøre ham helt skarp til en international topkamp.

»Forholdene var gode i Madrid, og jeg er meget tilfreds med den tilstand, Dennis er i nu. Han stepper op til hver eneste træning. Bliver hele tiden lidt bedre, løber lidt stærkere osv. Sådan en optakt handler om timing. Alt skal gå op i en højere enhed lørdag. Vi har heldigvis undgået sygdom, småskader osv., så optakten har været perfekt,« siger Frank Holm.

Ceylan klar over alvoren

Dennis Ceylan føler sig da også klar til at forsvare EM-bæltet. Den 28-årige aarhusianer fortæller, at der har været perioder i træningen frem mod lørdagens kamp, hvor det hele har været surt, fordi Frank Holm presser ham fysisk.

Alt det er dog glemt nu, og Dennis Ceylan er, hvor han skal være, siger han.

»Mentalt har jeg været klar i lang tid, synes jeg. Jeg går og tænker på kampen det meste af tiden, tænker gameplanen igennem og ser det for mig. Det er fedt, at vi er ved målet nu, og jeg er fyldt med energi, og jeg glæder mig til at komme i ringen og give et show til alle tilskuerne og danskerne,« siger Dennis Ceylan.

Men selvom aarhusianeren ligner en, som er sprængfyldt af selvtillid og sikker på sejr, er han faktisk også nervøs.

Nervøs, fordi han ved, at hans karriere som topbokser og drømmen om en VM-kamp kan være overstået lørdag midnat, hvis han taber.

»Hvad nu hvis jeg taber? Der er altid en risiko i boksning. Et slag kan afgøre det hele. Jeg kan godt blive nervøs, hvis jeg tænker for meget. Prøv at tænk på, hvor kæphøj han er nu. Hvordan vil han så ikke være, hvis han vinder over mig? Jeg er bange for, at han vil tage bukserne af i ringen og ryste sin røv i ansigtet på mig. Jeg skal vinde den kamp. Og det gør jeg også,« slår Dennis Ceylan fast.