Fortsæt til indhold
Aarhus

12 jyske erhvervsgiganter vil trække it-folk til Aarhus

Store virksomheder som Systematic, Lego, Arla og Grundfos i et nyt samarbejde, der skal løse problem med 100 ubesatte stillinger.

12 af de største jyske virksomheder, herunder Lego, Danske Bank og Systematic, går nu sammen i et netværk, der skal gøre Aarhus til Danmarks mest eftertragtede by for it-medarbejdere.

Netværket, "Destination Aarhus" vil med en række tiltag trække flere it-talenter til Aarhus-området.

De planlagte tiltag omfatter bl.a. netværksevents, et nyt årligt "super-it-event" i Aarhus, ligesom på messer i udlandet vil reklamere for Aarhus som it-by.

En af de virksomheder i Aarhus, der har brug for kvalificeret it-arbejdskraft er Systematic. Selskabets adm. direktør, Michael Holm, er formand for styregruppen bag "Destination Aarhus".

»De danske virksomheder har masser at byde på som f.eks. fleksible arbejdstider, attraktiv balance mellem arbejdsliv og fritid, fladt hierarki og meget mere. Alt det skal vi blive bedre til at fortælle om, så it-talenter både i Danmark og i udlandet får øjnene op for, hvor attraktive steder Aarhus og Midtjylland er,« siger han.

Virksomhederne bag "Destination Aarhus" ansatte i 2016 over 500 it-medarbejdere. Aktuelt over 100 ledige stillinger inden for det område.

Underdirektør i Danske Bank, Martin Stampe, mener, at det er af afgørende betydning, at Aarhus bliver et attraktivt sted at arbejde.

»Det er absolut afgørende for at kunne konkurrere i en digital tidsalder. Det er derfor af stor betydning, at vi som virksomheder nu går sammen,« siger han.

Hos Lego opfatter man samarbejdet som en gevinst for alle parter.

»Internationale medarbejdere tilkendegiver ofte stor glæde ved de mange fordele på en dansk arbejdsplads - samtidig bidrager de med nye øjne og inspiration. I en tid, hvor vi mangler arbejdskraft, bakker vi derfor meget gerne op om dette initiativ for at trække flere medarbejdere til Jylland,« siger Henrik Amsinck, it-chef for Lego og medlem af styregruppen bag "Destination Aarhus".

Vil du have seneste nyt om Aarhus direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste nyheder fra JP Aarhus én gang i døgnet - klik her, sæt flueben ved Aarhus og indtast din mailadresse. Følg også JP Aarhus på Facebook
Artiklens emner
Lego