Fortsæt til indhold
Aarhus

Bent Hansen indvier supersygehus med store ambitioner

Regionsformand Bent Hansen har store forventninger til Det Nye Universitetshospital i Skejby. Her opbygges supercomputere og forskes i personlig medicin, der vil give patienterne en bedre behandling.

Jens Kaiser

I dag indvies Det Nye Universitetshospital i Skejby. Det er den officielle begyndelse på en helt ny virkelighed på sygehusene, som har sammenhæng med den kolossale udvikling, der er sket på den teknologiske front. De nye maskiner med langt større kapacitet kommer til at ændre vores forhold til sygdom, medicin og behandling.

Hvor patienterne nu får det, som andre får og ofte i lige store doser, bliver medicinen i fremtiden tilpasset den enkelte.

Udviklingen venter regionsformand Bent Hansen (S) sig meget af, og han har svært ved at skjule sin begejstring.

Der foregår masser af forskning omkring Skejby Sygehus. Det er fordelen for os. Vi deler flere hundrede professorer med universitetet, så de er halv tid på universitetet og halv tid hos os.
Bent Hansen, regionsformand (S), regionsformand (S)

Region Midtjylland og Det Nye Universitetshospital i Skejby arbejder målrettet med det, der kaldes personlig medicin. I fremtiden vil vi få medicin, der virker, og i den mængde, der er mest optimal. Medicinen tilpasses nemlig den enkelte efter analyser, der er foretaget i de kraftige computere.

Sådan foregår behandlingen ikke i dag.

»Når vi giver kemo til fire, så virker det på én. I dag ved vi ikke, hvem den ene er, og derfor giver vi til alle fire. De tre døjer kun med bivirkningerne. I fremtiden vil hver få beskrevet sit genom, og så kan man nøjagtigt måle, hvad vedkommende skal have,« siger Bent Hansen.

Medicin uden virkning

En undersøgelse, der er lavet af de amerikanske lægemiddelmyndigheder viser, hvor mange patienter der reelt ikke har gavn af den medicin, de modtager. På udvalgte områder afslører tallene: Depressioner: 38 pct. Diabetes: 43 pct. Leddegigt: 50 pct. Knogleskørhed: 52 pct. Alzheimers: 70 pct. Kræft: 75 pct.

Der er lavet en national strategi for udvikling af personlig medicin mellem regeringen og regionerne og sat penge af.

Bent Hansen har store forventninger og ser store fordele: »Sagen er ret enkel: Er vi i stand til at give patienterne den rigtige behandling fra starten af, bliver de også hurtigere raske. Og når patienterne bliver hurtigere raske, kommer de hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet. Det er bedst for borgerne, og det er bedst for samfundet.«

Kostbar forskning

Regionen er med til at rejse rigtig mange penge til forskning. Samlet bruges der op mod 1 mia. kr. om året, og der er investeret i en supercomputer, der anvendes af professor Torben Ørntoft og hans team på Institut for Klinisk Medicin – Molekylær Medicinsk afdeling.

»Vi har nogle særlige styrkepositioner i Midtjylland. Vi har lavet et særligt samarbejde med universitetet, der har været inde og investere i en computer med en kolossal kapacitet. Der er over en million forskellige celler, som man skal ind og kigge i og finde de 2 pct., der er relevante i forbindelse med din sygdom.

Når personlig medicin skal udvikles til et nationalt projekt, så skal vi passe på, at vi ikke bliver kørt over. Det stærke faglige niveau, som vi har i Aarhus, skal mindst sidestilles med det, vi har i hovedstaden, og helst fastholde den position, vi har. Odense og Aalborg er ikke relevante. Det er Aarhus og København. Der forestår stadig et par kampe,« forudser Bent Hansen.

Det handler om kvaliteten af fremtidens behandling, der vil stige mærkbart, fordi der anvendes genetisk information til at gøre den personlig. Samtidig nedbringes risikoen for bivirkninger.

Enhver politiker er interesseret i at skabe mere sundhed for pengene. Det vil ske, fordi patienterne får den korrekte medicinering første gang, og der skal ikke bruges penge på piller, der alligevel ikke virker.

Bent Hansen er stolt over, at sygehuset i Skejby er så langt fremme, og han ser en stor fordel i samarbejdet med universitetet.

Afgørende samarbejde

»Der foregår masser af forskning omkring Skejby Sygehus. Det er fordelen for os. Vi deler flere hundrede professorer med universitetet, så de er halv tid på universitetet og halv tid hos os. Det er en fordel for de studerende, at professorerne kender virkeligheden, men også forskningsmæssigt for os. Det miljø har man ikke i København,« siger regionsformanden, der finder, at det er vigtigt, at Aarhus fortsat er på verdenskortet. Ambitionsniveauet er for lavt, hvis man kun sammenligner med København. Vi skal måle os med de store centre i USA og England.

Der er derfor, at der hvert år satses mellem 800 mio. og 1 mia. kr. i forskning på og omkring Det Nye Universitetshospital i Skejby.

»Det er store tal, men det er en nødvendig satsning, hvis man vil være med internationalt. Du er nødt til at sige, at så skal vi have samlet det hele.«

Det er ikke kun på personlig medicin, at der forskes. Man er langt fremme i kræftbehandlingen, og Bent Hansen satser på, at Skejby Sygehus bliver et stort center for kræftbehandling. Der er store forventninger til den nye partikelkanon, der vil give patienterne en helt anderledes målrettet, men også skånsom strålebehandling. Hvor patienter eksempelvis tidligere ofte mistede synet, hvis de fik kræft i øjet, vil man fremover kunne bestråle uden at skade synsnerven.

Vil du have seneste nyt om Aarhus direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste nyheder fra JP Aarhus én gang i døgnet - klik her, sæt flueben ved Aarhus og indtast din mailadresse. Følg også JP Aarhus på Facebook