Fakta: Her er kulturhovedstadens højdepunkter
Op mod 400 arrangementer markerer næste år, at Aarhus bliver kulturhovedstad i EU. Læs om højdepunkterne her.
Aarhus bliver næste år kulturhovedstad i EU, og det markeres med op mod 400 arrangementer. Her kan du læse om nogle af højdepunkterne.
Festlighederne begynder ved et stort åbningsarrangement lørdag 21. januar 2017.
- Blandt kulturårets øvrige højdepunkter er Det Kongelige Teaters forestilling om vikingen "Røde Orm". Forestillingen, der bygger på den svenske forfatter Frans G. Bengtssons klassiske roman, opføres som friluftsspil ved Moesgaard Museum.
- Et andet stort arrangement er "The Garden", der laves i samarbejde med kunstmuseet Aros. Det er en kunstfestival, der blandt andet byder på en fire kilometer lang zone med kunst langs kysten.
- Et af de øvrige trækplastre er filminstruktøren Susanne Biers filmtrilogi, hvor filmene "Brødre", "Elsker dig for evigt" og "Efter brylluppet" omdannes til henholdsvis en opera, et dansestykke og en musical, som sættes op i Musikhuset.
- EU har siden 2001 hvert år udpeget kulturhovedstæder i to af medlemslandene efter en ansøgningsrunde.
- Aarhus blev i 2012 udnævnt som Europæisk Kulturhovedstad 2017 i skarpt opløb med konkurrenten Sønderborg.
- Formålet er at fremhæve og styrke mangfoldigheden i europæisk kultur og øge følelsen af samhørighed på tværs af landegrænser i EU.
- Det samlede budget for Aarhus 2017 er på 451 millioner kroner.
Kilder: Aarhus 2017