Fortsæt til indhold
Aarhus

Hed debat om studietur til en halv million: »Der forsvandt min stemme lige til S«

Bølgerne går højt på de sociale medier efter JP Aarhus’ artikler om Aarhus Kommunes studietur til Canada og USA.

Debatten om JP’s artikler om den kommunale studietur til Vancouver og Portland raser på Facebook, og der er mange forskellige røster i debatten.

Fremtrædende Aarhus-profiler som byudvikler Rune Kilden og medstifter af formuepleje og erhvervsmand Claus Hommelhof har reageret på artiklerne med et forsvar for rejsen.

Rune Kilden indledte en stor del af debatten med et langt offentligt opslag, hvor han indledningsvis skriver:

Janteloven er stadig den øverste myndighed – specielt i Jylland.
Claus Hommelhoff, , medstifter af Formuepleje

»Det er helt afgørende, at den danske presse kigger politikerne og embedsfolk efter i sømmene. Jeg forstår derfor egentlig også godt, hvorfor JP skriver denne historie – den taler jo lige ind i danskernes ønske om at være forargede over den offentlige sektor. Det, jeg derimod godt kan efterlyse, er et lidt mere nuanceret syn på, hvad en studietur også er,« skriver han og uddyber:

»I det her tilfælde fokuseres der på, at 15 mennesker er rejst til en anden by for at studere kommunens rolle i byudvikling og særligt udvikling af byliv til gavn for byens borgere. Artiklen fokuserer på, om de alle fik bøf til aftensmad og finder det forargeligt, at 15 mennesker deler 7 flasker vin efter en lang dag på farten. Jeg synes, der mangler et andet fokus: En studietur på 6 dage betyder, at 15 mennesker intensivt er sammen for at diskutere byens udvikling. 6 døgn med 15 mennesker giver potentielt 2.160 arbejdstimer. Fraregner vi timer til søvn er det måske ca. 1440 arbejdstimer (…).«

Berettiget tur

Det fremgår af opslaget, at han mener, at turen var helt berettiget, og at han gerne så, at kommunen tager på endnu flere studieture.

Denne historie – den taler jo lige ind i danskernes ønske om at være forarget over den offentlige sektor.
Rune Kilden, byudvikler

»(…) Jeg har oplevet politikere kontakte mig for at fortælle om det, de havde oplevet og deres tanke om, hvordan vi kunne oversætte det til Aarhus. På baggrund af alt det spændende de her mennesker kom hjem med i bagagen, har jeg faktisk spurgt, om ikke Aarhus kommune kunne tage initiativ til en ny tur, hvor os, der arbejder med byens udvikling, kunne tage med (vi skal nok selv betale)(…).«

Rune Kilden er heller ikke enig i den kritik, som fremføres i JP af, at der var flere embedsmænd end politikere med på turen.

15 er for mange

I øvrigt er lige netop det store antal deltagere på turen noget af det, som flere borgere har reageret på i kommentarerne til opslaget.

Simon Møller skriver eksempelvis:

»Der er overhovedet ingen grund til at tage 15 (!) mennesker på en studietur til Vancouver. Det giver ingen mening. Hvad med et referat? Det er en præcis lige så god idé.«

En anden, der mener, at kommunen ikke bør sende 15 mand af sted på studietur, er Ole Nielsen.

Turen var fuldstændig grundløs. Der var tale om en ferie, disse politikere burde skamme sig.
Peter Kalstrup.

»Jeg finder det ganske korrekt at kommunen sender medarbejdere ud for at få inspiration. En glimrende måde at tilføre byen nyt liv på. Dér, hvor jeg bliver vred i mit indre, er, at der nødvendigvis skal 15 personer af sted. 15! Jeg føler mig rimelig overbevist om, at ingen private erhvervsvirksomheder ville sende 15 mand på en inspirationstur til USA, måske 3-5 medarbejdere. IKKE 15. Dér synes jeg kæden hopper af for kommunen(…).«

Og Marianne Juhler skriver.

»Bla bla bla.. hvis et hotelværelse har kostet ca. 2500,- kr./nat, så er det nok viden for mig.«

Også udgifterne til turen vækker forargelse hos folk, fremgår det af kommentarerne. En af dem er Jon Thomsen.

»Som medarbejder i Aarhus Kommune ved jeg, hvordan vi vender hver en krone. Så sent som i dag (mandag, red.) kunne jeg ikke komme af sted med at købe 1 ny blender til vores 2 institutioner, da begge vores blendere havde sagt stop. Blendere, som vi vel at mærke skal bruge til at blende mad til udviklingshæmmede uden tænder! Men da der er udgiftsstop inden for Aarhus Kommunes Voksen Handicapområde, skal en beslutning om en ny blender tages op med vores afdelingsleders leder! Sådan er hverdagen i min ende af den kommunale fødekæde.«

Der er også dem, som bakker helt op om Rune Kildens synspunkt. Claus Hommelhoff har skrevet følgende kommentar om JP-artiklerne:´

»Ja, den største trussel mod demokratiet er – demokratiet !!! Den indre svinehund kommer med det samme frem, når nogle politikere har været på studietur. Tænk sig deres aflønning for at knokle så mange timer om ugen for vores fælles sag! Var netop i Thailand – rejste i øvrigt på Business Class (for egen regning) og oplevede, at en thailandsk minister havde lejet en Boing 747 til Hawai til et lille møde. Der kan jeg forstå opstandelsen – men ikke her! Janteloven er stadig den øverste myndighed – specielt i Jylland.«

Også Lasse Gakhausen er forarget, hvilket kommer til udtryk i et opslag på Camilla Fabricius’ Facebook-profil. Hun var selv med på turen, da hun på dette tidspunkt var formand for udvalget for Teknik og Miljø.

»Camilla Fabricius der forsvandt min stemme lige til S og byråd. Ifølge bilagene løb udgifterne for de to overnatninger på Westin Portland op i 79.200 kr. plus forplejning. Det er omkring 10.000 kr. mere end prisen for turens første tre overnatninger i Vancouver (...),« skriver han.

Tidligere byrådspolitiker og nuværende regionsrådsmedlem Flemming Knudsen (S) er blandt dem, der melder sig i gruppen af folk, der er enige med Rune Kilden.

Hotel i den dyre ende

Andre positive kommentarer kommer f.eks. fra Jan Nilson, som mener, at kommunens tiltag er helt nødvendig i forhold til at tiltrække arbejdskraft.

»Hvis man skal kunne tiltrække dygtig arbejdskraft nytter det ikke at køre det som en sheltertur på Amagerfælled. Hvis indholdet og udbyttet var i top, overlever vi nok en bøf og en halv flaske vin per person. Jo, hotellet i den dyre ende, men kender ikke alternativerne.«