Claus Hommelhoff om Aarhus 2017: »Det kommer til at give et boost«
Det aarhusianske erhvervsliv venter i spænding på kulturhovedstadsåret. Effekten kan allerede mærkes hos Hotel Comwell.
»Det er jeres år. Værsgo,« lød det med udfoldede hænder fra Rebecca Matthews, direktør for Fonden Aarhus 2017, da hun præsenterede kulturhovedstadsårets program.
Hendes hilsen gik ud til alle borgere i Aarhus og omegn, men for erhvervslivet i byen kan direktørens besked også ende som ganske retvisende.
Det er i hvert fald tilfældet, hvis man spørger Claus Hommelhoff, stifter og seniorrådgiver i Formuepleje, som er stærkt involveret i byens erhvervsliv.
»Kunsten og kulturen er en utroligt vigtig del af erhvervslivet, også for de virksomheder jeg repræsenterer. Der er overhovedet ingen tvivl om, at det kommer til at give os et boost, som man måske endnu ikke kan forstå, hvor stort bliver. Det kommer til at give erhvervslivet et løft,« siger han og uddyber:
Oplevelser med kolleger
»Lige så vel som det kan være vigtigt at have en god håndboldklub, fodboldklub eller baskethold i byen, er det også vigtigt med et godt kulturliv. Og en event som i 2017 kommer til at gøre folk stolte og kan gøre, at medarbejderne synes, det er fedt at bo og arbejde i Aarhus. Det, jeg selv ser frem til, er at have oplevelser med kolleger, konkurrenter og kunder, hvor man får snakket sammen i nogle andre netværk end det daglige. På den måde er de kulturelle netværk vigtige.«
Mens Claus Hommelhoff taler om et udbytte af kulturhovedstadsåret, som endnu ikke kan måles, er effekten af Aarhus 2017 anderledes håndgribelig hos Hotel Comwell i Aarhus, selvom der også her er plads til tanker om efterspillet.
Større efterspørgsel
»Vi forventer helt klart, at det vil påvirke os positivt, og det kan vi allerede mærke nu i form af større efterspørgsel. Og der er også en mere langsigtet effekt af at være kulturhovedstad, men det er bare svært at sige præcis, hvad det vil give. Det er i hvert fald ikke sådan, at vi allerede nu kan se bookinger i 2018 på grund af Aarhus 2017,« siger hoteldirektør for Comwell Aarhus Flemming Poulsen.
Han har dog stadig et positivt syn på eftervirkningerne.
»Der sker en kæmpe markedsføring, som på en måde kan sammenlignes med, at Herning har haft succes med kulturarrangementer, eller Horsens med koncerter. Det er med til at markedsføre Aarhus som en dynamisk og handlekraftig by, og det har en afsmittende effekt på både mennesker og virksomheder, som overvejer byen.«