Fuldmånebegivenheder og megaevents tegner Aarhus 2017
Europæisk kulturhovedstad 2017: En udendørsforestilling på Moesgaard og åbningsfesten står blandt de fremhævede begivenheder under Aarhus 2017. Enkelte ting er stadig ikke afsløret.
487 sider er det blevet til i det digre værk, som programmet for Aarhus 2017 udgør. Den bedste sammenligning må være en telefonbog af den helt klassiske slags.
Men der skal også mange sider til, for med over 400 events bliver der rigeligt at holde styr på for såvel arrangører og borgere som for kulturjournalister.
Det hele begynder på den lidt skæve dato den 21. januar med åbningsfesten for resten af året, en fest, som samtidig er opgjort til at være en af kulturhovedstadsårets fire ”megaevents”.
De sidste tre megaevents, som der altså skabes ekstra fokus om, er Moesgaard Museum og Det Kgl. Teaters store satsning, udendørsforestillingen ”Røde Orm”, Aros’ nye triennale ”The Garden”, et kunstprojekt, der skal udfoldes over en 4 km lang strækning i hele byen, og sidst, men formentlig ikke mindst, afslutningsfesten.
Ufortalte arrangementer
Hvad der skal ske til såvel åbnings- som afslutningsfesten, er dog stadig ikke helt klart. For Aarhus 2017 lader nemlig stadig visse arrangementer stå ufortalte – helt præcist 7 pct. lod programdirektør Juliana Engberg forstå ved præsentationen.
Al opmærksomhed skal dog ikke samle sig om det endnu uafslørede. 2017 kommer nemlig også til at byde på utallige ”full moon events”, som er Aarhus 2017’s klassifikation af de begivenheder, som rangerer lige under de fire store.
Blandt fuldmånebegivenhederne finder man bl.a. den nyopfundne Eutopia Festival med base i Gellerup og fokus på at bringe hele Europas kulturer i spil. På listen står også Århundredets Festival – en tilbageskuen på Europas udvikling fra 1950-2000 foretaget af Folkeuniversitetet Aarhus over 10 dage i marts.
Aarhus 2017 anbefaler
Fuldmånebegivenheder og megaevents er dog ikke det eneste, man skal forholde sig til som nysgerrig tilskuer. Aarhus 2017 har nemlig også selv sammensat en liste over egne anbefalinger til events i det kommende år.
Det er bl.a. her, at man finder musikhusets store satsning i form af Susanne Bier-trilogien, hvor tre af den prisvindende danske instruktørs film omfortolkes til opera, teater og dans.
Den Gamle By har også klemt sig ind på denne liste med projektet ”Aarhus Fortæller”, hvor museet vil lave en udstilling om Aarhus’ udvikling lige fra Vikingetiden til nu. Denne udstilling kombineres desuden med et stort opsat visuelt show på Store Torv, hvor byens historie fortælles med musik og projektioner på de omkringliggende bygninger.
Programmet kan findes i sin helhed på byens biblioteker og andre offentlige steder, og en mindre version vil desuden blive omdelt til byens borgere i januar.