»De tror, det er en haj, men det er bare mig«

Simon Kvamm sidder i sit nykøbte hus i Klitmøller på kanten af Vesterhavet, fortæller han, kigger ud over havet og kan godt mærke, at det går lidt i blodet, det der med at kunne se horisont.

Udsigten bliver ikke ringere af, at han føler, at han står på skuldrene af nogle af de store mestre i genren, ikke mindst Niels Hausgaard, nu han har taget hul på et ny genre i den underholdende del af sit liv. Det er med sit nye show, ”Vandmand”, som spiller i Musikhuset onsdag, hvor han på sin egen måde blander musik, komik og snak.

»Jeg kender Hausgaard ret godt. Han er mesteren, og jeg ser mig selv som lærlingen på det felt, så jeg har spurgt ham til råds, og han har skubbet på, for at jeg overhovedet skulle tage dette skridt,« siger Simon Kvamm.

Nøgen frem på briksen

Til gengæld gør lærlingen ikke, som mesteren sagde.

»Han har sagt, at man ikke skal bruge sig selv, men det gør jeg. Jeg lægger mig helt nøgen frem på briksen, for jeg vil gerne blotlægge nogle ting, som jeg har tænkt og følt, i håb om at folk kan genkende det. Ikke for at pille i min egen navle, men for at bruge mig selv på en måde, som jeg forestiller mig, andre kan genkende. Så i den sammenhæng er jeg mere – uden sammenligning i øvrigt – i familie med den norske forfatter Karl Ove Knausgård, der heller ikke lægger skjul på ret meget.«

Hvor Knausgård havde seks bøger, har Simon Kvamm kun et par timer til at give et bud på, hvem han egentlig er.

»Jeg er vandmand af stjernetegn, men jeg går ikke specielt meget op i astrologi. Så titlen kommer nok af, at jeg er flyttet ud til havet. Jeg har en sang med, der hedder ”Vandmand”, hvor omkvædet er: ”De tror, det er en haj, men det er bare mig”. Altså at man kan føle sig som en vandmand, men måske blive set på som en haj. Nogle synes, at jeg er en lidt kold, distanceret type, arrogant ligefrem. Sådan har jeg det ikke med mig selv. Jeg kan godt føle mig ret anderledes, end en der har styr på det hele. Mere sådan en bekymret grublertype,« siger han.

»Jeg har selv haft svært ved at afgøre, om jeg er en blød eller en hård type. I mine teenageår var jeg en del af en knallertbande i Silkeborg, og det var jeg meget glad for, men jeg vidste jo godt, at inderst inde var det ikke helt min grundnatur at være knallertbølle. Jeg var mere typen, der spillede klaver og gik på biblioteket. På den anden side – jeg har sgu heller aldrig følt mig helt hjemme på biblioteket. Jeg har nok altid ledt efter, hvor jeg føler mig til rette uden at komme i mål med det. Det kommer jeg nok aldrig.«

Lun eller cool?

Er han lun, eller er han cool? Begge dele, mener han.

»Der er en pointe i ikke at vælge side her. Det er befriende for mig selv ikke at vælge enten musikken eller komikken fra for at lade showet stå mere rent, men lade begge dele være der,« siger han.

»På den måde omfavner jeg, hvordan det er inde i mit hoved, for der står begge lige ved siden af hinanden. Jeg har indtil nu i mit liv og mit virke haft behov for at adskille det, men nu går jeg kontra.«

En astrolog vil sige om en vandmand, at denne typisk gør tingene omvendt. Som Simon Kvamm gør det, når han nu har indspillet et nyt album i Hanstholm Fyr, men venter med at udgive det til om et par måneder. Kun en enkelt sang, ”Revner”, er sendt ud i forbindelse med hans turné.

»Jeg vender det rundt, for jeg vil gerne have, at publikum hører sangene for første gang i rummet sammen med mig. Jeg ved ikke, om det er en god idé, men jeg syntes, at det kunne være sjovt. Også at publikum har nogle sange, de godt gad høre igen, og så kommer de på et nyt album.«

”Vandmand” er en soloturné, men Simon Kvamm har selskab af to musikere, som han kalder Ham Fra Aalborg og Ham Fra Silkeborg. Desuden titter både Baune og Pim de Keysergracht fra hans fortid frem. Det bryder de sig om, de kernefans, som har fulgt ham fra Nephew over ”Drengene fra Angora” til De Eneste To med vennen Peter Sommer og nu solo.

»At Baune og Pim er med, tror jeg, samler dem, som har kendt mig fra de forskellige ting, jeg har lavet. Jeg prøver ikke at tilfredsstille dem hver for sig ved at komme med lidt greatest hits, jeg har villet prøve noget nyt, som peger fremad. Derfor er det vigtigt for mig, at det er nye sange, at det er et nyt show.«

Musikkens livscyklus

Han har optrådt med ”Vandmand” 12 gange, inden han står i Musikhuset. Det er gået overvældende godt, hvis han selv skal sige det.

Men så garvet han end er på en scene, har han gjort sig sine næsten bange tanker om at skulle optræde i Aarhus.

Det har han gjort masser af gange, ikke mindst i selskab med bandet Nephew, som er i dvale lige nu, men meget vel kan vågne op igen. Men han har aldrig optrådt i Musikhuset.

Han træder sågar direkte ind i Store Sal med plads til knap 1.600 gæster. Det kommer der – der er tæt på udsolgt til showet, som han imidlertid kommer tilbage med den 19. november.

»Jeg har fået at vide, at salen føles meget intim. Det beroliger mig lidt,« siger den 41-årige entertainer.

»Jeg har jo spillet rigtig meget på Voxhall og Train – Gyngen også i sin tid. Så det er sjovt nu at rykke ind i Musikhuset. Det er jeg da stolt over at gøre. Da jeg spillede på Gyngen, drømte jeg om Voxhall. Musikhuset opfattede jeg som meget voksent, men det er jeg så også blevet nu. På den måde er der næsten en livscyklus over, hvor i byen man spiller.«

Angstprovokerende

Det er samme grundfortælling, han vil komme med fra scenen i Aarhus som alle de andre steder, men den har udviklet sig siden premieren i Aalborg den 15. september. At holde sit show foranderligt er et af de råd, han har lyttet til fra mester Hausgaard.

»Det er der en pointe i. Det har været næsten angstprovokerende for mig, for som musiker plejer man at skrive nogle sange og så tage på turné. Der er det omvendte her. Jeg har taget komikerens approach, for det er live, og det skal forme sig hen ad vejen på scenen.«

Ikke bare lægger han sit liv i Silkeborg med angsten for både revner, skygger og spejlbilleder frem, han tillader sig også at være borger med en politisk holdning.

»Jeg har ikke nogle bestemte budskaber, jeg gerne vil have ud, men jeg har det dogme, at alt er tilladt. Jeg kan snakke som Pim, jeg kan spille en salme, og jeg kan også sige noget politisk, hvis jeg har lyst til det. Hvis det føles rigtigt, gør jeg det. Jeg har aldrig forstået det med at sige, at man ikke er politisk. Politik er vel bare at interessere sig for samfundet og gå ind i, hvad fanden der sker.«

Den danske sangskat

Hausgaard er ikke den eneste, Simon Kvamm står på skuldrene af. Også hans bedsteforældre har leveret et solidt ståsted.

»Man snakker jo altid så meget om danskhed – om hvilke værdier vi har. Jeg synes, at vi har en sangskat, som er ret utrolig. Mange af de store sange og salmer sidder i min krop på en eller anden måde, mest som melodi. Derfor spiller vi en en instrumental udgave af ”Se, nu stiger solen af havets skød”, efter at jeg har fortalt en lang historie om mine bedsteforældre, og hvordan jeg føler mig formet af dem. Salmen sætter for mig lyd på at have nogle skuldre at stå på, af at komme fra noget. Den vækker en samhørighed ned igennem ens rødder,« forklarer han.

»Det må da vise, at vores sangskat ikke er noget musealt, men reelt eksisterer i folk. Også selv om man lige som jeg selv ikke kan huske tekster. Jeg kan ikke engang synge ”Se, nu stiger solen”, men melodien er mig meget nær.«

Optur i Jægergårdsgade

Simon Kvamm har sin vante gang her i byen, hvor han boede 1996-2001, mens han bl.a. gik på Journalisthøjskolen, som han dog droppede ud af.

Han er vokset op i Silkeborg, og det har præget hans forhold til Aarhus.

»De fleste, der kommer fra en større provinsby nær Aarhus, har et lidt storebror-problematisk forhold til byen. Man vil gerne have, at ens fodboldhold vinder over AGF, og man synes altid, at dem fra Aarhus spiller lidt for smarte. Men samtidig er det der, man selv flytter ind, når man skal videre. Det gjorde jeg så også, og jeg har stadig et tilhørsforhold til byen,« siger Simon Kvamm.

»Det er klart i Aarhus, at jeg blev udklækket musikalsk, og det var der, Nephew blev formet. Så jeg føler mig som en del af byens musikmiljø, og jeg har tit base der, når jeg er på turné. Jeg nyder at komme der og opdage alle de nye restauranter og kaffebarer, og jeg har helt optur over Jægergårdsgade – den er godt nok blevet et fedt sted at være.«