Find smutvejene i midtbyen
Nogle hopper over, hvor gærdet er lavest. Andre nøjes med at skyde genvej. Tag med på en rundtur til nogle af byens smutveje.
I 2015 blev indbyggertallet i Aarhus målt til 261.570. I hele kommunen var tallet 330.563. Med et væld af mennesker på gader og stræder og færdselsårer over det meste af byen kan det være en stor fordel at kende til smutveje i Aarhus. Magasinet Aarhus Panorama satte sig for at finde nogle af byens mange smutveje og serverer her et udsnit.
Kærlighedsstien
Kærlighedsstien udgår fra Nørreport og udmunder i Molsgade. I gamle dage var stien en marksti, der gik fra Studsgade forbi nogle af byens daværende haver og videre til Knudrisbakke. I dag ligger der mange charmerende byhuse på Kærlighedsstien, som hører til de smutveje i byen, der for mange er ukendt. Men alene af hensyn til navnet bør man slå et smut forbi stien. Om ikke andet så for at kaste et blik på skiltet, der markerer smutvejens fine navn.
Snevringen
Lige siden 1700-tallet har der løbet en smal smøge mellem Studsgade og Mejlgade. Den omtales i det daglige med ”Snevringen”. I 1930’erne havde Snevringen et dårligt rygte, idet mange forbandt den med stedet, hvor tegnebøger skiftede ejere. I dag bruger flere og flere den lille finurlige smutvej. Og det på trods af, at den kan være svær at opdage fra Mejlgade. Hvis man ved, hvor ”Vinylrock Café” i Mejlgade ligger, er man godt hjulpet på vej. Stien ligger nemlig lige over for den. Kommer man derimod fra Studsgade, skal man spejde efter et gult hus med et blåt skilt i toppen, hvor der står ”Rykind”. Om man er på udkig efter en smutvej eller ej, så er Snevringen med sit snævre forløb og med graffitimalingen på murene helt klart et besøg værd.
Hallssti
Fra Frederiksgade 75 kan man tage en smutvej til M.P. Bruuns Gade. Enten på gåben eller på cykel. Der er en banesti til begge kategorier. Gennemgangen foregår via Hallssti, som går parallelt med banelegemet. Stiens navn viderefører mindet om den danske minister C. C. Hall (1812- 1888), som gav navn til den oprindelige Hallsvej. Den blev smallere og fik navnet Hallssti efter en voldsom udvidelse af banelegemet i årene 1918-1926.
Heksetrappen
Fra Heibergsgade kan man nemt og hurtigt komme ned på den altid trafikerede Strandvejen via den såkaldte ”Heksetrappe”. Navnet kommer oprindeligt af ordet ”heksesti”, som i gamle dage var et andet ord for dyreveksel. Trappen var derfor i sin tid en sti, der var trådt af smådyr som ræve og harer. Efterhånden som stien også blev trådt af mennesker, fik den trin, og navnet blev ændret til ”Heksetrappen”. Trappen er forholdsvis stejl, men praktisk at bruge som smutvej, hvis man vil undgå at skulle passere en masse beboelsesveje for at komme ned på hovedvejen – Strandvejen.
Smøgen mellem Guldsmedgade og Badstuegade
I Guldsmedgade over for Føtex gemmer der sig en lille grå port. På fronten står der ”Psykologhuset”, og på den grå mur står der nummer 20. Går man ind gennem porten, står man pludselig i noget, der føles som en anden verden. Her er stemningen nærmest sydlandsk, fordi de små caféer og restauranter ligger så tæt. Går man gennem den næste port, står man pludselig i Badstuegade. Her står nummer 9 på den lyseblåmalede port, som fører ind til smøgen. Badstuegade rummer et væld af finurlige specialforretninger, og man kan forundres over variationen af sanseindtrykkene ved blot at have skudt genvej fra Guldsmedgade til Badstuegade.
Posthussmøgen
En lille gangvej forbinder Fredens Torv med Søndergade. Den kaldes i daglig tale ”Posthussmøgen”. Ja, der er tilmed et skilt på strøget, som peger i retningen af, hvor smøgen går fra. Oprindelig var stien en gammel mark- og toldersti, der markerede byens såkaldte konsumptionsgrænse på strækningen mellem det gamle posthus, som lå på Fredens Torv fra 1850-1905 og Søndergade. Vil man undgå menneskemylderet, der ofte præger Strøget, er denne smutvej anbefalelsesværdig.
Teatertorvet
Det behøver kun at tage under ét minut at komme fra Graven til Casino Royal og Domkirken. Det kræver nemlig bare et smut igennem Teatertorvet”. Man skal dog være opmærksom på, at man krydser et privatområde, og at gennemgang derfor kun er tilladt i dagtimerne. Når det er sagt, så er smutvejen god og nem at finde. Du finder indgangen lige foran ”Le Coq” og ender i Rosensgade lige foran Under Masken”.
Smøgen ved Telefontorvet
Med få skridt kan man komme fra Strøget til Telefontorvet. Man skal blot passere en lille port. Telefontorvet er en lille, central, granitbelagt plads mellem Busgaden og Søndergade. Pladsen er omgivet af etageejendomme med kontorer, forretninger, restauranter og beboelser. Det kan ofte være nødvendigt at slå lugtesansen fra, når man passerer porten mellem Strøget og Telefontorvet, men derudover er smutvejen praktisk og bruges og kendes da også af mange af byens borgere.