Fortsæt til indhold
Aarhus

Eks-AGF’er: Niveauet er overraskende højt

Jens Jønsson har fået en fin indledning på sin karriere i tyrkisk fodbold med blandt andet spilletid i Europa League.

Han var dårligt nok stået af lufthavnsbussen, før han spillede fra start for sin nye klub. Jens Jønsson, ærgerrig midtbanespiller med en fortid i AGF, skiftede i det tidligere efterår til Konyaspor fra den bedste tyrkiske liga.

Kort efter havde han debuteret for sin klub, og få dage senere spillede han i Europa League, da Konyaspor tabte 0-1til Shakhtar Donetsk fra Ukraine.

»Træneren (Aykut Kocaman, red.) virker virkelig til at tro på mig, og hans indstilling er, at jeg lærer af at spille kampe. Han sagde, at han var klar over, at der ville komme en tilvænningsperiode, og at jeg bare skulle tage mig tid. Det er en rar sikkerhed at have, selv om jeg godt ved, at jeg ikke får noget forærende,« siger Jens Jønsson, der er overrasket over, hvor højt det spillemæssige niveau er i den tyrkiske liga, og ikke kun hos de bedste klubber.

Da Konyaspor mødte midterklubben Antalayspor nede fra sydkysten og vandt 3-1 i Jens Jønssons debutkamp, stillede hjemmeholdet med blandt andre Samuel Eto’o og den tidligere Lyon-spiller Jean Makoun.

»Der er virkelig mange dygtige spillere,« bemærker eks-AGF’eren, som har skullet vænne sig til en anden måde at spille fodbold på end den, han kender fra Danmark.

»I AGF var træningsmiljøet kontant, så det er jeg vant til. Men jeg trængte til luftforandring, og da muligheden kom, var det med at slå til,« siger Jens Jønsson, som allerede er installeret i en lejlighed i Konyaspor.

»Alle er rare og imødekommende. Og stemningen i vores trup er rigtig god,« siger Jens Jønsson, som ud over en række tyrkere arbejder sammen med spillere fra Bosnien, Serbien, Bulgarien, Kosovo, Rumænien, Skotland, Cameroun og Elfenbenskysten.

Næste opgave for Jens Jønsson og Konyaspor er en udekamp mod Trabzonspor lørdag.