Ølbar er med på deal-bølgen
Flere virksomheder sælger de såkaldte deals. I en ølbar i Mejlgade har man fundet ud af, at nedsatte priser har en stor værdi.
»Nyd smagen af humle i en vaskeægte ølbar, hvor der både er øl fra egne bryggerier og nøje udvalgte øl fra resten af verden. Du kan glæde dig til en flight af otte forskellige øl a 12 cl. hos Mig & Ølsnedkeren i Mejlgade.«
Sådan lyder en del af den salgstekst, der i disse dage ledsager ølbarens deal. Dealen er, at købere sparer 38 pct. på otte gange 12 cl. øl. Hvor prisen normalt er 160 kr. skal købere i disse dage betale 99 kr.
Den nye dagligstue, som ølbaren i Mejlgade kalder sig selv, åbnede i februar 2016. Og der er flere grunde til at ejerne har valgt at tilbyde deals. Det fortæller en af de tre medejere Nick Teilgaard Olesen:
»Salget af deals alene er ikke en guldgrube for virksomhederne. Hele idéen har været at nå ud til nogle, som ikke kendte os i forvejen. Vi kan tjene godt på, at køberne bliver hængende eller vender tilbage. Og så trækker det også altid folk ind, hvis der i forvejen sidder nogle hos os. På den måde er det en reklame for os, og det giver eksponering.«
Et udvalg af tilbud
Ølbarens deal minder om de utallige andre deals, som er at finde på de forskellige dealsites, hvor der tilbydes rabatter på typisk omkring 40-50 pct.
Konceptet er blevet mere kendt, og de butikker, der udbyder det, er blevet mere fortrolige med at lade det indgå i deres marketingsplan som enhver anden kampagne.Marc Lucas, direktør, Bownty, direktør, Bownty
Flere aarhusianske virksomheder er i stigende grad begyndt at tilbyde de såkaldte deals. Virksomhederne tilbyder i en tidsbegrænset periode rabat på udvalgte menuer, behandlinger og produkter.
Der findes tilbud fra frisører, på spa, hotstone-massage og terapiformer, oplevelser og koncerter samt på mad og drikke som take-away eller restaurantbesøg.
Der tilbydes guidede gåture i byen, minigolf, og på vandet kan folk bl.a. købe en tur i kajak, kano, jolle eller på supboard.
Efter de første danske dealsites kom i 2010, begyndte firmaet Bownty i marts 2011 med at samle alle tilbuddene på de forskellige dealsider for at skabe overblik i dealjunglen.
Stigende antal klik
»Det gik stærkt i begyndelsen. Der kom hurtigt mange dealsites og mange deals. Aarhus gik meget hurtigt ind på markedet. Det har været aftaget lidt, men det sidste år er man begyndt igen,« siger stifter og adm. direktør for Bownty Marc Lucas.
»Konceptet er blevet mere kendt, og de butikker, der udbyder det, er blevet mere fortrolige med at lade det indgå i deres marketingsplan som enhver anden kampagne.«
Bownty-direktøren oplyser, at der det seneste stykke tid er kommet vækst i rejsedeals fra de større byer, hvor folk eksempelvis kan komme til Berlin med det hele for 1.500 kr.
Langt de fleste klikker sig dog stadig ind på tilbud fra restauranter og firmaer, der tilbyder mad og drikke. Dernæst kommer tilbud på spa og massage, frisører og skønhedsbehandlinger.
Antallet af brugere, der har klikket sig ind på deals fra aarhusianske virksomheder, er steget med over 50 pct. det seneste år, viser tal fra Bownty.
Måske er det også en af grundene til, at Mig & Ølsnedkeren på fire dage har solgt 213 deals. Selv om prisen er den samme, er det ikke alle, der får samme slags øl. Bartenderen vælger, og det kan være, at kunderne skal smage øl nr. 5. ”Som Om Sommer”, ”Johnny Bravo, der har fået nr. 4 eller måske nr. 18 ”Jolly Pumpkin”.
En gang tidligere på sommeren har Mig & Ølsnedkeren tilbudt deals. Her blev der tilbudt en fast ølsmagning to gange om ugen. 309 personer benyttede sig af tilbuddet de 14 dage, kampagnen varede.
»Det er da meget godt, at vi allerede har solgt så mange den her gang,« lyder det fra medejeren, som tilføjer, at han håber, det er nye kunder og ikke dem, der købte deals sidst.
»Det er svært for os endnu at sige, om det gør den helt store forskel, fordi vi stadig er så nye. Men flere har været inde og sige, at de har været til ølsmagning og nu kommer igen, fordi de synes, det var godt. Så det lader til, at pr-delen virker.«