Fortsæt til indhold
Aarhus

De voksne har ikke længere eneret på DHL Stafetten

Se billederne: Der var alt fra løbesko til sandaler, da 3.000 skolebørn deltog i den første udgave af DHL Stafetten for skoler i Mindeparken onsdag formiddag.

Katrine Stampe

»Er i klar?«

»Jaaa,« råbes der så højt, at to små piger må holde sig for ørerne.

Nedtællingen er i gang – 3,2,1 – bang!

Teltpladsens mest populære telt var Nordiske Films, hvor der ved middagstid var blevet delt mindst 2.000 bægre popcorn ud. Flere børn havde allerede været forbi teltet inden starten på stafetten kl. 10.00. Foto: Casper Dalhoff

De første af godt 3.000 skolebørn sætter gang i benene og bevæger sig ud på den to kilometer lange rute.

Kort forinden stod eleverne fra 1.b på Kragelundskolen og strakte sig fra side til side i den fælles opvarmning.

»Jeg spurter hele tiden, og giver alt hvad jeg har, så vi vinder,« sagde Tristan på syv år fra 1.b på Kragelundskolen.

Tristan på syv år fra 1.b på Kragelundskolen (nr. tre fra venstre) sidder og spiser madpakken og den godtepose, alle de løbende børn fik, da de kom i mål. Foto: Casper Dalhoff
Jeg spurter hele tiden, og giver alt hvad jeg har, så vi vinder.
Tristan, syv år

Tilbage i målområdet er der ikke gået lang tid, fra startskuddet lød, til Frederik Schjeldahl på 14 år fra 8.d på Skæring skole kommer løbende svedig og rød i hovedet i fuld spurt ind over målstregen som den første.

Efterhånden som flere kommer i mål, ligger trætte børn og puster ud på græsset. En af dem er Mathias på ni år fra 4.a på Hårup skole.

»Jeg løb hele vejen og kunne ikke have gjort det bedre. Jeg er faktisk stolt af, at jeg løb så hurtigt, for jeg troede, at jeg ville falde sammen på halvvejen og ikke kunne klare det,« siger Mathias, der stadig er lidt rød i hovedet.

Ikke alle børn havde helt styr på, hvor de skulle aflevere depechen. Men når forvirringen var størst, stod arrangørerne fra Aarhus Motion klar med assistance på sidelinjen. Foto: Casper Dalhoff

Det strømmer stadig med glade børn ind over målstregen, nogle i løb, andre i gang. To teenagepiger sætter i spurt, lige inden de krydser stregen. Også Tristan fra Kragelundskolen er nu kommet i mål.

»Jeg løb helt vildt hurtigt, men vandt ikke. Det gør ikke noget, jeg vil helt klart gerne være med igen,« siger en storsmilende Tristan.

Artiklens emner
DHL