Fortsæt til indhold
Aarhus

Nye tiltag i DHL Stafetten

Børn og unge kan nu få endnu mere glæde af den årlige motionsbegivenhed.

Katrine Stampe

Endnu en gang vil snørebåndene blive godt strammet, når den 34. udgave af DHL Stafetten skydes i gang tirsdag aften kl. 18.30 i dronningens forhave foran Marselisborg Slot i Mindeparken.

Her vil godt 45.000 løbeglade motionister over de næste tre dage samles til landets næststørste motionsevent, kun overgået af DHL Stafetten i København.

Arrangøren bag stafetten, Aarhus Motion, er klar.

Den har hen over weekenden sat 13.000 kvm teltby op og rullet mere end 10 km elkabler ud.

Som vanligt glæder man sig til at afholde stafetten, men i år lidt mere, da der er flere nye tiltag på programmet.

Vi fortsætter med vores succeser, for der er ikke nogen grund til at ændre på noget, der fungerer, selvom vi har noget nyt.
Thomas Glud, eventchef hos Aarhus Motion

På DHL Stafettens anden dag, onsdag, tyvstarter løbet allerede om formiddagen, da arrangøren i år har udvidet konceptet ved at lave en stafet i børnehøjde. 3.000 skolebørn indtager Mindeparken for at løbe en skolestafet, der strækker sig over en 2 km-rute.

Vil gerne aktivere børnene

Hos Aarhus Motion vil man gerne være med til at aktivere børnene, når nu setuppet allerede er der.

Derfor håber eventchefen hos Aarhus Motion, Thomas Glud, at skolestafetten bliver endnu en succes.

»Vi har oplevet, at skolestafetten har været utrolig populær. Den er allerede udsolgt, så vi håber, det er noget, der kan vokse,« siger han.

Men det er ikke eneste nye tiltag ved årets stafet – også de aarhusianske studerende er inviteret til et helt nyt koncept.

Dog får de ikke deres egen stafet, men ved torsdagens løb vil der være et særligt område for de studerende med eget telt og dj.

Derudover vil der efter afslutningen i Mindeparken være gratis shuttlebusser ind til byen, hvor festen for de unge kan fortsætte.

Selvom der i år er kommet nye tiltag til, så betyder det ikke, at de gamle succeser forsvinder, fortæller Thomas Glud.

»Vi fortsætter med vores succeser, for der er ikke nogen grund til at ændre på noget, der fungerer, selvom vi har noget nyt,« siger han.

Det betyder blandt andet, at virksomheder igen i år kan takke nej til den madkurv, som alle hold får tildelt.

Mad til hjemløse

Sidste år fravalgte 1.000 virksomheder madkurven, hvilket resulterede i, at foreningen ”Madspild – Nej Tak” kunne give 9.000 gratis madpakker til de aarhusianske hjemløse.

Der ændres heller ikke ved den anden helt store succes: bakkespurten.

»Bakkespurten har vi heller ikke ændret ved, for det er den, alle snakker om. DHL her i byen er kendt for væddeløbsbakken. Når der kommer folk fra København og deltager, bliver de altid overraskede over, hvor hård den er,« siger Thomas Glud.

Artiklens emner
DHL