Overvældende interesse for kristendomsundervisning
Midtbyens kirker i Aarhus gentager succesen med populær kristendomsundervisning. Den 25. august starter et nyt forløb.
Næsten 100 tilmeldinger tikkede ind, da midtbyens kirker i Aarhus for første gang udbød undervisningsforløbet ”Eksistens og kristendom” i begyndelsen af året. Kirkerne havde forventet omkring 30 tilmeldinger til forløbet, der strækker sig over hele året, men interessen viste sig at være overvældende.
Efter den store interesse gentager midtbyens kirker succesen. Allerede fra 25. august startes et nyt forløb af ”Eksistens og kristendom” op.
Undervisningsforløbet er et fælles initiativ skabt af Aarhus Domkirke, Vor Frue Kirke, Sct. Pauls Kirke, Skt. Lukas Kirke, Langenæskirken, Skt. Markus Kirke, Skt. Johannes kirke og Christianskirken - i daglig tale midtbyens kirker. Tanken bag forløbet er, at interesserede ikke blot skal blive klogere på biblen, men også kirkens historie, den kristne tro og kristendommen i dagligdagen.
Igennem hele året undervises der på forløbet af både forskere og præster. Derudover er der to aftenfordrag hver fjortende dag. Ved forløbets afslutning holdes en gudstjeneste, og alle deltagere får uddelt et diplom.
I den første undervisning er der fokus på biblens billedsprog samt det gode og det onde i Det gamle Testamente. Den første undervisningsgang, i det nye forløb, foregår 25. august i Langenæskirken, og det er gratis at deltage.
Programmet for hele forløbet kan findes her.