V og K: Byrådet må tage affære på Klostertorv
Venstre og De Konservative er på vej med et beslutningsforslag, der skal være med til at løse udfordringerne på Klostertorv.
Byrådet er nødt til at gribe ind overfor problemerne på Klostertorv. Det mener Venstre og De Konservative i Aarhus Byråd. Derfor vil de to partier i den nærmeste fremtid fremsætte et beslutningsforslag til behandling i byrådet.
Det skriver Århus Stiftstidende fredag.
Forslaget får overskriften "Tryghed på byens torve." Det er Lene Hosbøl fra Venstres byrådsgruppe og Steen Stavnsbo fra De Konservative, der arbejder sammen om forslaget.
Klostertorv er igen blevet et hedt emne efter, at flere restauratører og forretningsdrivende på torvet har været ude og påpege massive problemer med de udsattes, der opholder sig på torvet, opførsel. Opførsel, der bl.a. fik socialrådmand Thomas Medom (SF) til at fjerne det shelter, der var sat op på Klostertorv for at skabe bedre dialog mellem de udsatte og erhvervsdrivende i området. Shelteret gav for meget uro og fik kun tre dages levetid.
Fra borgerlig side er man utilfreds med, at det indtil videre kun har været socialrådmanden, der har været involveret i torvet.
Det håber man at lave om på med det nye forslag, hvor man blandt andet vil skele til Odense, hvor man har haft succes med at sprede de udsatte rundt i byen ved at etablere "helle-steder", samt at ansætte servicevagter.
Slutteligt vil Venstre og De Konservative foreslå, at der kommer flere bemandingstimer til terrassen på Kirkens Korshærs grund, hvor de udsatte kan opholde sig, når varmestuen rengøres.
»Det kan jo være, at den sociale vicevært, som kommunen har planer om at ansætte, kan hjælpe til på terrassen,« siger Lene Horsbøl til Århus Stiftstidende.
De to partiers beslutningsforslag ventes behandlet af byrådet efter sommerferien.