Det store ikon for byen

Byhistorie: Aarhus Rådhus fremtræder som en sjælden vellykket bygning, der er blevet en del af det aarhusianske dna. Sådan tegnede det ikke, da huset skulle bygges, og borgerne forlangte et rigtigt rådhus mmed tårn. Dette er historien om rådhuset, der fylder 75 år.

Artiklens øverste billede
I april 1937 blev der udskrevet en arkitektkonkurrence om et nyt rådhus i Danmarks næststørste by, »en arbejdsbygning uden en forloren rådhusstil«, som det hed i betingelserne. Arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller vandt opgaven. Fotos: Casper Dalhoff

Aarhus Rådhus er noget særligt. Ganske utroligt runder denne tidløse, harmoniske og elegante bygning 75 år, og rådhuset forekommer fortsat moderne og ganske præsentabelt for en by med tårnhøje ambitioner.

At tredje gang er lykkens, bekræfter rådhuset, selv om det blev til under stor debat og megen opmærksomhed.

Det var nemlig hverken Hitlers Tyskland, Staunings kamp mod kaos eller Den Spanske Borgerkrig, der for alvor optog aarhusianerne i 1930’erne, men derimod planerne om et nyt rådhus.

Da det stod klart, at Aarhus behøvede flere kontorer til administration og et nyt rådhus, engagerede borgerne sig.

Aarhus Kommune havde siden 1857 haft adresse i byens andet rådhus, som i dag er kvinde- og besættelsesmuseum. Det første lå på tværs på Store Torv lige foran indgangen til domkirken.

I april 1937 blev der udskrevet en arkitektkonkurrence om et nyt rådhus i Danmarks næststørste by, »en arbejdsbygning uden en forloren rådhusstil«, som det hed i betingelserne.

Arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller vandt og var indstillet på at skabe et nyt funktionelt administrationscenter, indtil de også blev klogere.

Makkerparret erfarede, at aarhusianerne forventede mere end et dueligt kontorhus. Det nye rådhus skulle være storslået med tårn og klokkespil, og vinderprojektet havde ingen af delene.

I Aarhuus Stiftstidende hed det den 19. august 1937, at Aarhus får »en administrationsbygning i akvariestil«. Byrådet bøjede sig for folkestemningen, og det var heldigt, selv om det måtte vide, at de store offentlige byggeprojekter altid har engageret aarhusianerne.

Ingen havde dengang glemt stoltheden over de majestætiske skolebyggerier i Læssøesgade og Samsøgade. Borgerne bidrog til et nyt teater og til et slot til en kommende konge, men fik også gennem en indsamling forhindret, at Andelshuset blev opført på Bispetorvet efter Første Verdenskrig.

Rådhus med tårn

Vinderprojektet var i første omgang åbenlyst for meget kontorbygning og for lidt rådhus. Arkitekterne blev bedt om at ændre projektet i en mere monumental retning: Facaden skulle beklædes med norsk Porsgrunn-marmor, og der kom også et tårn med plads til klokkespil. Tårnet blev siden et ikon for byen.

Ændringerne passede høj og lav, og byrådet vedtog den 18. november 1937 at opføre et rådhus med tårn, der skulle stå færdigt til indvielse den 2. juli 1941 – samme dag som Aarhus fejrede 500-året for byens købstadsrettigheder. Hele byggeriet var beregnet til 3,6 mio. kr.

Et kig ned imellem etagerne i rådhuset.

Trods verdenskrig, besættelse, hårde vintre og mangel på materialer stod rådhuset klar til indvielse til tiden.

Det blev en dag, der blev talt længe om. Kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid besøgte Aarhus, og borgmester H.P. Christensen fik tildelt fortjenstmedaljen i guld.

Det socialdemokratiske dagblad Demokraten hyldede Aarhus og sluttede lederen på jubilæumsdagen:

»Men først og fremmest ønsker vi, at Dannebrog rent og uplettet stadig må komme til at vaje over den.«

Hvert ord var valgt med omhu, for Danmark var besat, og der var frygt for, at tyskerne ville beslaglægge rådhuset.

Niels Strøbeks maleri af dronning Margrethe fra 1998 pryder den karakteristiske trævæg.

Det skete heldigvis ikke, men alligevel blev rådhuset hårdt ramt under Besættelsen. To gange forsøgte Petergruppen, en tyskledet terrorgruppe med danske medlemmer, at ødelægge rådhuset, og det er heldigt, at det ikke blev jævnet med jorden natten til den 14. marts 1945.

Da Petergruppen ikke var fuldtallig, turde lederen, Horst Issel, ikke trænge ind i bygningen, som i de urolige tider var bemandet døgnet rundt. Man nøjedes med at placere de medbragte 60 kg trotyl i hjørnet mellem høj og lav fløj ud mod Rådhusparken.

Voldsomme skader

Skaderne ved eksplosionen var voldsomme: Samtlige kontorer blev raserede, og selv dørene ud til Rådhuspladsen blev blæst ud. Genopbygningen kostede et millionbeløb.

Også det blev klaret. Viljen til at bidrage til rådhuset var betydelig, og klokkespillet lød første gang i 1948. Klokkerne var støbt af metal, der var samlet ind under krigen. Aktuelt er klokkespillet under modernisering og opgraderes til 48 klokker, der vil kunne styres digitalt.

Med fred og fremskridt gik tingene i en rolig gænge på rådhuset. Socialdemokrat afløste socialdemokrat i borgmesterkontoret. En kommunalreform i 1970 gjorde Aarhus Kommune større og rådhuset mindre. Nu skulle der skaffes plads til endnu mere administration til en kommune, der i dag har over 30.000 ansatte – omregnet til 22.000 fuldtidsstillinger.

Det er muligt at se udstillingen med Hans J. Wegners møbler frem til den 2. juli.

Rådhuset begyndte også at trænge til en kærlig hånd. De mange års slid kunne anes.

Huset blev i 1995 fredet på baggrund af Europarådets anbefaling som et fremtrædende eksempel på det 20. århundredes arkitektoniske kulturarv og regnes som et værk af international klasse. Det nævnes i de betydende værker, ligesom det tælles blandt de 12 mest uomgængelige danske byggerier i Kulturministeriets kulturkanon.

Aarhus Rådhus er en attraktion, og ingen var nærmere til at værne om den end Aarhus Kommune. I dag udfoldes store bestræbelser på at bevare huset og inventaret, fortæller chefkonsulent i Borgmesterens Afdeling Peter Marker, der har samlet en mængde information om rådhuset og koordineret jubilæet.

Det 145 kvm store vægmaleri ”Et menneskesamfund” af Thorvald Hagedorn-Olsen dominerer i forhallen.

Han viser gerne rundt i huset og fremhæver den mørke cubamaghogny og de flotte møbler, der blev skabt til det nye rådhus af Hans J. Wegner. Han er begejstret for byrådssalen, som han med rette betegner som et af byens flotteste rum. Peter Marker udpeger fikse detaljer, der blev udtænkt af Arne Jacobsen og Erik Møller for trekvart århundrede siden, og de nye løsninger, som er i pagt med huset. Der er også en række skillevægge, der kan flyttes og give plads til mere moderne kontormiljøer, men ændringerne skal hver gang godkendes af Kulturarvsstyrelsen.

I rådhushallen polerer en assistent gulvet, der er dannet af 60.000 stave af moseeg, og det sker dagligt. Der pudses også hver dag på de 2,3 km gelændere af skinnende messing, der går igennem huset. Der må knofedt til, og en tidligere lakering af gelænderne viste sig at være uheldig.

Huset imponerer

Det skinner igennem, at der udvises betydelig omhu med detaljerne, også når strømforsyningen til byrådsmedlemmernes iPad under møderne sikres, eller nye papirkurve i byrådssalen designes.

Stadsdirektøren fortæller, at omgivelserne hver gang imponerer gæsterne.

»Det er både flottere og besparende,« noterer Niels Højberg, der selv holder sit kontor så oprindeligt som muligt.

Der er dialog med Kulturarvsstyrelsen, som følger huset nøje og ligeledes værner om det.

Det er en indblanding, der må og kan tåles, for det er i sidste ende i husets interesse.

Værre var den beslutning, som direktionen for Ny Carlsbergfondet traf, da den 16 meter brede og 7 meter høje væg ind til byrådssalen skulle udsmykkes. Maleren Thorvald Hagedorn-Olsen blev sat på opgaven, og det ændrede ikke noget, at arkitekterne gjorde mæcenerne opmærksomme på, at det var den mest betydende kunstneriske opgave i rådhuset.

Et skrækkeligt billede

Ny Carlsbergfondet havde lovet penge til rådhuset, men bestemte selv, hvem kunstneren skulle være, og allerede inden indvielsen var Hagedorn-Olsen udpeget. Han var kendt som landskabs- og figurmaler samt for at bruge en dybblå farve flittigt i sine værker.

Den kritik, der i 1930’erne blev rettet mod byggeriet, vendte sig mod kæmpeværket ”Et menneskesamfund”, som kunstneren arbejdede på i årevis.

Motivet afspejler en dynamisk by, og forskellige menneskegrupper giver indtryk af noget tidløst. Den dybe blå farve præger væggen og brydes af menneskefigurer i gule nuancer og de hvide skyer. Der er ikke anvendt mange forskellige farver, og den voldsomme blå dominerer i et hus, der ellers er præget af materialernes naturlige farver.

Maleriet fik ikke nogen begejstret modtagelse. Kritikeren Richard Gandrup skrev i Aarhuus Stiftstidende, at »Hagedorn-Olsens talent er blevet overbebyrdet af arbejdet, hans inspiration afsvækket under besværet og hans natur overdøvet af motivet«.

Værket har aldrig kunnet måle sig i popularitet med eksempelvis skulpturerne ”Grisebrønden” samt ”Agnete og Havmanden”, der pryder pladserne foran og bag rådhuset. Folk, der har arbejdet i årevis i rådhuset, siger, at man kan vænne sig til billedet.

Det tidløse kunne tidligere borgmester Thorkild Simonsen dog ikke dy sig for at kommentere, da en udstilling om rådhusets 75-års jubilæum åbnede. Han henledte opmærksomheden på kvinden i billedets højre side, der skriver på maskine.

»Der er ikke mange skrivemaskiner tilbage,« bemærkede den gamle borgmester tørt under stor munterhed.

Heller ikke fagbladet Arkitekten var venlig ved Hagedorn-Olsen. I en anmeldelse af rådhuset blev ”Et menneskesamfund” kaldt vort smertensbarn.

Det hedder blandt andet: »Hvor dygtigt udført Figurgrupperne end er, saa er Helhedsvirkningen med en meget tung blaa Baggrundsfarve meget ubehagelig for Lysvirkningen i Rummet.«

Aarhus Kommune bestilte en række særtryk af anmeldelsen, men krævede og fik kritikken af ”Et menneskesamfund” redigeret ud.

Det var ikke gået i dag.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.