Onsdag åbner amerikansk burgerkæde i Bilka Tilst
De første 50 gæster i køen, som køber en menu, får en gratis burger hver uge i et helt år.
Den ene burgerrestaurant efter den anden åbner for tiden i Aarhus. Onsdag kl. 11 åbner der også en i Bilka i Tilst. Det er den amerikanske burgerkæde Carl's Jr., der åbner sin første restaurant i Østjylland.
Det skriver Bilka i en pressemeddelelse.
Bilkas varehuschef, Claus Dahl, glæder sig til at kunne introducere Carl’s Jr. for kunderne i Tilst.
»Det er stort, at vi nu får en Carl’s Jr. her i varehuset. Jeg kan nemt forestille mig, at både familier med børn, unge og ældre vil sætte pris på den gode service og en veltillavet burgermenu,« siger Claus Dahl.
Han er sikker på, at burgerne sagtens kan klare sig i kampen mod de mange burgertilbud, der allerede eksisterer i Aarhus.
»Det er sjovt at se, hvordan det er blevet en hel trend med burgere i Aarhus. Vi har byens bedste burgere, og jeg er sikker på, at kunderne vil være vilde med dem,« siger Claus Dahl.
Om Carl’s Jr. serverer Aarhus’ bedste burgere, har kunderne i Bilka Tilst rig mulighed for selv at bedømme. De første 50 gæster i køen, som på åbningsdagen køber en menu, får udleveret et kuponhæfte, som giver ret til én gratis burger om ugen i et helt år.