Årstiderne Arkitekter åbner tegnestue i Aarhus
Opgaverne er nu så store og omfattende for Årstiderne Arkitekter, at etablering med fast adresse og ny tegnestue med 20 personer er nødvendig i Aarhus.
De har travlt hos Årstiderne Arkitekter. De seneste fire år har arkitektvirksomheden fra Silkeborg fordoblet sin omsætning og kundeportefølje. Derfor åbner virksomheden nu sin sjette tegnestue i norden, og den skal ligge i Aarhus.
Det skriver Årstiderne Arkitekter i en pressemeddelelse.
»Det er en spændende tid i dansk byggeri fyldt med muligheder. Vi skal selvfølgelig være der, hvor det sker, hvorfor vi satser på, at kontoret i Aarhus kommer til at vokse markant de næste år,« fortæller arkitekt MAA, partner og stifter af Årstiderne Arkitekter, Per Laustsen.
Aarhus Kommune skønner, at der i 2050 vil være ca. 450.000 indbyggere i Aarhus mod de nuværende 320.000.
Altså cirka 130.000 flere indbyggere, der alle skal have boliger og tilhørende undervisnings-byggerier, daginstitutioner, kultur- og erhvervsbyggeri
»Væksten er sådan set allerede i gang for Årstiderne Arkitekter, for siden vi tog beslutningen, for et lille års tid siden, om at etablere os i Aarhus, var det med planen om at starte beskedent med tre-fem fuldtidsansatte, men nu forventer vi en opstart med cirka 20 medarbejdere,« fortæller Per Laustsen.
Årstiderne Arkitekter har netop ansat arkitekt MAA Steen Gissel som kommende tegnestuechef til Aarhus-afdelingen. Tegnestuen i Aarhus slår dørene op i starten af september i et nedlagt laboratorium i Ceres Byen i Aarhus centrum.