Ung mand overfaldet efter bytur
En 21-årig mand blev søndag morgen overfaldet af to udenlandske mænd ved Hasle Ringvej.
En 21-årig mand, der ville hjælpe to udenlandske mænd med bustiderne blev belønnet med flere slag i ansigtet.
Han var søndag morgen kl. 06.27 på vej hjem fra byen. Han gik over gangbroen ned Nykersvej og ned på Hasle Ringvej, idet han var på vej hjem til sin kæreste. Ved busstoppestedet på Hasle Ringvej blev han kontaktet af to udenlandske personer, der spurgte ham, om han kendte bustiderne. Mens han ledte efter bustider på sin telefon, blev han pludselig slået i ansigtet, en eller flere gange.
Han løb fra stedet, faldt og tabte sit ur og løb videre til en adresse, hvor han ringede på og bad om hjælp. Politiet kørte til stedet, hvor den 21-årige mand havde henvendt sig. Forurettede, der var tydeligt rystet, havde skader omkring munden efter slag og skader på hænder og albuer efter faldet. Under kørslen til skadestuen viste han patruljen overfaldsstedet og flugtruten. Under denne fremvisning fandt patruljen på flugtrute hans ur. Han blev herefter afleveret på skadestuen til undersøgelse.
Den 21-årige mand havde ikke yderligere oplysninger om de to gerningsmænd end, at de var »udenlandske«.