Midttrafik vinker farvel til trykte køreplaner
Snart er det fysiske klippekort historie i Aarhus, og nu er de trykte køreplaner det også.
Alt digitaliseres. Også køreplanerne, der ikke længere vil være at finde i fysisk form i Aarhus.
Det skriver Midttrafik i en pressemeddelelse.
»Midttrafiks bestyrelse besluttede i oktober 2015, at der fra dette køreplanskift ikke længere skal laves trykte køreplaner. De trykte køreplaner viser kun planlagt tid, de opdateres sjældent og efterspørgslen efter de trykte køreplaner er faldet de seneste år,« skriver Midttrafik.
Ønsket er, at kunderne altid har aktuelle og opdaterede informationer om køreplaner og bustider, og det kan ifølge Midttrafik kun lade sig gøre med de digitale køreplaner, der løbende kan justeres og tilpasses. Efterspørgslen efter digitale køreplaner på midttrafik.dk er steget de seneste år, så mange af kunderne bruger i forvejen de digitale løsninger.
Samtidig sparer Midttrafik penge. De årlige omkostninger til trykte køreplaner er ca. 2 mio. kr. Der vil være en årlig udgift til udvikling og drift af de digitale løsninger, samt på tilbuddet om at printe og sende køreplaner til de kunder, som har behov for det, men Midttrafik forventer en årlig besparelse på ca. 1,7 mio. kr. ved overgangen til digitale køreplaner.
I dag er der mulighed for at se bustider og printe køreplaner på midttrafik.dk og rejseplanen.dk. Herudover kan kunderne se afgangstider ved stoppestederne. Hvis kunden ikke selv har mulighed for at se eller printe køreplanen, kan de bestille et gratis print hos Midttrafik Kundecenter.