Alle skal bidrage til festen på Northside-festivalen

Sponsorer: Firmaer, der vil samarbejde med musikfestivalen Northside, skal være klar til at tænke kreativt.

Artiklens øverste billede
Kvinder, ofte højtuddannede, er i overtal på Northside, og den målgruppe er interessant for Radisson Blu Aarhus. Arkivfoto: Gregers Tycho

Vi får en pose penge, I får eksponeret jeres logo. Den samarbejdsmodel hører fortiden til, i hvert fald hvis man spørger John Fogde, talsmand for den aarhusianske musikfestival Northside.

»For ti år siden ville firmaerne typisk give os en pose penge til gengæld for at få et grimt telt med logobannere på pladsen, hvor de kunne dele flyers ud, men vi arbejder ikke med sponsorer på den klassiske måde,« understreger John Fogde.

Samarbejdspartnerne skal være klar til at bidrage til festen med kreative indslag under festivalen, der giver gæsterne en ekstra oplevelse. Det handler ikke kun om at skabe merværdi for firmaet og NorthSide, men også for gæsterne.

Bestseller-mærket Vero Moda har samarbejdet med Northside de seneste tre år, og Thomas Bay, international marketingmanager for Vero Moda, er helt med på kravet om kreativitet.

»Vi vil hellere være en del af festivaloplevelsen end bare en logosponsor. Vores brand må gerne træde lidt i baggrunden, til fordel for at vi får vores værdier længere frem,« siger Thomas Bay.

Værdifællesskab

Han peger på det værdimæssige fællesskab, som Vero Moda deler med Northside.

»Northside har et godt ry omkring bæredygtighed, som vi og vores kunder kan identificere os med, derfor er det et relevant sted at være for os,« siger Thomas Bay.

Vero Moda leverer bæredygtige T-shirts til festivalens frivillige fra det grønne undermærke Green Attitude, der er lavet af genbrugsmaterialer og økologisk bomuld. De to seneste år har festivalgæsterne kunnet få trykt deres selvopfundne statement på Green Attitude-T-shirts i Vero Modas stand, en meget social media-venlig event.

»Der var kø ved vores stand fra morgen til aften. Det vigtigste for os var, at kunderne fik en god oplevelse, så det var da bare fedt, at de også ville dele billeder af deres T-shirts på de sociale medier,« siger Thomas Bay.

Northside har en overvægt af kvindelige gæster og frivillige på 55 pct., en ekstra fordel for pigemærket Vero Moda.

»Når vi selv er en del af festen, får vi mulighed at komme tættere på vores slutkunde, og det er altid inspirerende,« siger Thomas Bay.

Fælles grønne værdier

Northsides optrædende kunstnere overnatter på Radisson Blu i Aarhus, så der er begrænset plads på hotellet under festivalen. Alligevel valgte Casper Bock, salgsdirektør hos Radisson, at lave en hotelpakke i samarbejde med NorthSide sidste efterår. Den bestod af to festivalbilletter, et dobbeltværelse og lidt Northside-merchandise, og der var udsolgt på få minutter.

»Vi ville have kunnet udleje værelserne alligevel, men vi vil gerne koble vores brand sammen med Northsides, som mange kender. Northside har taget et klart standpunkt omkring sin grønne profil fra begyndelsen af og har i dag en superskarp miljøprofil, som vi som hotelkæde kan inspireres af,« siger Casper Bock.

Som følge af Northsides miljøvenlige profil kan hotellet ikke længere få reklameflyers fra festivalen til at lægge i receptionen. Det er papirspild – og helt i orden for salgsdirektøren. Radisson Blu er selv medlem af Green Key, en af de højeste miljøcertificeringer i hotelbranchen.

»Vi har heller aldrig ønsket at få vores logo eksponeret på festivalpladsen. Northside har en pointe i ikke at ville lave en logoskov, vi kan drage nytte af hinanden på andre måder,« siger Casper Bock.

Højtuddannede kvinder

Northsides gæster er typisk mellem 25 og 31 år og enten i gang med eller har afsluttet en længerevarende uddannelse.

»Mange, der sidder ude hos virksomhederne og booker konferencer og overnatninger, er ofte højtuddannede kvinder, så Northsides målgruppe er meget interessant for os,« siger Casper Bock.

Han understreger, at det ikke er kæden Radisson Blu, der samarbejder med Northside, men udelukkende Radisson Blu Aarhus.

»Vi driver en virksomhed, som lever af en høj kendskabsgrad til Aarhus, for at vi kan få turister og konferencer til byen, og det er Northside en løftestang til. Den sætter Aarhus på landkortet som et fedt sted at være, så folk får lyst til at rejse hertil, og det vil vi gerne støtte op om,« siger Casper Bock.

Nej til samarbejde

John Fogde har oplevet at måtte sige nej til samarbejdspartnere, fordi de ville gøre, som de plejede, og ikke var med på at bidrage med et originalt tiltag.

»Selv om rethink er et stort buzz-ord for tiden, er der stadig mange organisationer, der ikke kan se behovet for at tænke nyt. Ofte kan medarbejderne møde intern modstand i organisationen, f.eks. hos direktøren, der ikke kan forstå, at firmalogoet ikke er overalt på standen. Mange virksomheder synes også, det er for dyrt og krævende at udvikle et nyt koncept,« siger John Fogde.

Når samarbejdet til gengæld lykkes, bliver der skabt projekter, som ingen af parterne ville have kunnet lave alene.

»Vi er med til at flytte hinanden,« siger John Fogde.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.