Mike Tullberg ville bevise, at han var andet end saksesparkmålet mod Brøndby

Dette postulat vil med sikkerhed irritere Mike Tullberg: »Mike Tullbergs tid på toppen som fodboldspiller kan måles i den tid, han hang i luften med ryggen mod græsset den augustdag i 2007. Da han saksesparkede en sejr hjem til AGF fra Brøndby Stadion.«

Selvfølgelig er han glad for målet. Men han er irriteret over efterskriftet: at det mål, og det alene, var afgørende for, at han kort efter blev solgt til den italienske klub Reggina.

»Noget af det, der ærgrer mig allermest, er, at 99,9 pct. af folk mener, at grunden til, at jeg blev solgt, var et mål mod Brøndby. På grund af skader fik jeg aldrig muligheden for at lukke munden på kritikerne. Men jeg har det også sådan, at fodbold lever af medierne, og jeg kan godt forstå, at det var et fint mål, og så er der nogen, der mener, at jeg blev solgt på det. Folk ved ikke, at Reggina havde set tre-fire kampe inden målet,« siger Mike Tullberg.

Men solgt blev han. Angiveligt for en rund million. Euro, forstås.

Problemet var bare dette: at han stort set var skadet resten af karrieren.

Fem kampe blev det til i Reggina. Syv i Hearts i Skotland. Fire i tyske Rot-Weiss Oberhausen. Fordelt over fem år, indtil Mike Tullberg indstillede karrieren som 25-årig.

»Jeg er sådan et menneske, der ikke bruger ret meget tid på, hvad andre mener og siger, men jeg var aldrig kommet til Tyskland, Italien eller Skotland, hvis det bare var det mål. Jeg fik aldrig bevist, at jeg kunne begå mig på højt niveau over for alle dem, der sagde, at det kun var det mål. Måske ikke i Bundesligaen eller på landsholdet, men jeg kunne sagtens have begået mig i Skotland, 2. Bundesliga eller Superligaen. Det fik jeg ikke lov til at vise, for kroppen ville ikke. Det ærgrer mig i dag, men jeg har rystet det af mig og er startet på noget andet.«

Et hårdt slag

Selvom Mike Tullberg havde set karrierestoppet komme, var det alligevel et hårdt slag.

»Jeg var i et kæmpemæssigt, sort hul, da jeg til sidst måtte indrømme, at jeg ikke kom videre. Men jeg havde lang tid til at vænne mig til det. Som 18-årig havde jeg en korsbåndsskade, hvor de fleste sagde, at jeg ikke kunne spille igen. Så kom jeg til AGF på andetholdet, fordi jeg selv ringede og sagde, at jeg var klar, og så kom jeg på førsteholdet og videre til Italien. Men med min skade som 18-årig var jeg allerede dengang rimelig afklaret med, hvor hurtigt det kunne slutte,« siger Mike Tullberg.

Opfordring fra vennerne

Tiden i hullet varede ikke længe. Han havde besluttet sig for at tage hjem, men mens han gik og ventede på, at formaliteterne omkring et karrierestop kom på plads, spurgte et par venner, om han ikke kunne tænke sig at blive træner for dem i den lille klub SG Schönebeck. Uden licens til den slags gik Mike Tullberg til sagen med krum hals. Og fandt ud af, at det faktisk var ret sjovt, selvom niveauet kan sammenlignes med Jyllandsserien i Danmark.

Trænerjobbet tændte noget i ham. Det ville han gerne smage mere af.

Så da Rot-Weiss Oberhausen tilbød ham job som træner, slog han til. I begyndelsen som angrebstræner for ungdomsspillerne, derefter som assistent på U23-holdet.

På det tidspunkt spillede Rot-Weiss Oberhausens U19-hold i Bundesligaen. En ganske stor mundfuld for så lille en klub. Det gik da heller ikke særligt godt.

»Vi lå sidst, stort set uden point. Da holdet var rykket ud med syv kampe igen, overtog jeg, og så begyndte vi at vinde og spillede tæt op mod de store. Jeg fik lov at blive, og som 27-årig var jeg den yngste cheftræner i U19-Bundesligaen.«

Hårdt arbejde

Han vil ikke være med til at kalde det et lykketræf.

»Jeg har den samme holdning, jeg havde som spiller: at man skal arbejde hårdere end alle de andre for at have en mulighed, og det kan tyskerne godt lide. De kunne se, at jeg udviklede mig og gjorde alt for at blive bedre, og jeg har taget trænerlicenserne så hurtigt som muligt.«

Nu stod Mike Tullberg pludselig med ansvaret for at udvikle Rot-Weiss Oberhausens fremtidige spillere. Og han benyttede sig af sin erfaring med de forskellige kulturer, som han selv var i som spiller.

»Jeg skulle lige vænne mig til at være på efternavn, eller at de kaldte mig ”Herrn Trainer”. Jeg ville gerne have, at spillerne sagde ”du” til mig, men jeg kan godt se fordelene ved det. Der er en afstand, ved at de siger hr. Tullberg, og jeg kan godt være tæt på spillerne alligevel.«

Nødvendig sult

Han synes, at danske ungdomsspillere til tider mangler noget sult.

»En af de vigtigste ting i uddannelsen af en fodboldspiller er at lære ham, at han ikke kan lide at tabe. En god taber kan ikke blive professionel fodboldspiller. Det går vi meget op i hernede.«

Det hårde arbejde medførte succes. To år efter nedrykningen rykkede U19-holdet i sommer atter op i Bundesligaen, hvor modstanderne hedder Dortmund, Schalke, Leverkusen og Borussia Mönchengladbach.

Under Mike Tullberg tabte holdet kun en gang i 47 kampe. Det vandt tre cupturneringer og turneringen.

Med succesen fulgte også interesse fra andre klubber.

»Jeg er kun 30 år, og der har været mange forespørgsler fra de rigtig store i Tyskland, en af dem er endda med i Champions League.

Men jeg ser mig selv som cheftræner, og forespørgslerne har været som assistenttræner på U23.

Jeg har besluttet mig for, at jeg vil have et år til og se, om jeg kan overraske og holde Rot-Weiss Oberhausen i Bundesligaen.«

Og så er Mike Tullberg heller ikke typen, der bare stikker af.

»Jeg skifter ikke bare klub for at skifte, selvom det er rigtig mange penge, der handler om. Dengang jeg blev fodboldinvalid, besluttede jeg, at jeg aldrig mere ville tage et valg ud fra pengene. Jeg ville tage et valg ud fra, at jeg kunne blive en bedre træner, og så skulle pengene nok komme som træner.«

Han vil nu se, hvor langt trænergerningen kan bære ham.

»En trænerkarriere er anderledes end en spillerkarriere, for man har flere år at gå på. Jeg skal ikke lave en fejl med at tage et stort skridt, som måske er det forkerte skridt. Jeg vil hellere være det rigtige sted og har ikke travlt, og jeg trives godt der, hvor jeg er nu. Lige nu er det så i Tyskland, men jeg har da overvejet at komme hjem til Danmark, men interessen har kun været fra tyske og en enkelt klub fra Holland. Men jeg er i det måske største fodboldland og trives, så jeg har ikke travlt med at komme hjem.

Hverdagen går dog uden kæresten, Thea.

»Hun har været med alle steder, mens jeg spillede, og for to år siden tog hun hjem til Aarhus for at gøre sin master færdig. Det seneste års tid har hun været i praktik i Hamborg. Det har været svært de sidst to år, men når jeg gør noget, er det 100 pct. Vi har kendt hinanden i 10 år, og det var ikke gået uden hende, for hun har støttet, når tingene ikke gik, som de skulle. Selvom hun har været igennem meget lort i mange lande, da jeg spillede, har hun sagt, at hvis det er det, jeg vil, så bor vi hver for sig i to år. Det kan vi også klare, for vi har klaret så meget andet sammen. Så jeg har meget at takke hende for.«