Kochen er gået solo
Nye Projekter: Jesper Koch er gået solo og har indledt sit nye arbejdsliv som gastronomisk ekspert på det kommende madmarked på Skt. Knuds Torv. Men den idérige kok har flere projekter på vej.
Mange journalister stod klar til at skrive historien dengang i februar. Den kendte Aarhus-kok med de sønderjyske rødder Jesper Koch sendte en pressemeddelelse ud om, at han forlod samarbejdet med sine brødre, Michael og Lasse Koch, for at gå solo.
»Alle ville gerne skrive historien om, at vi var blevet uvenner, men den kan jeg ikke fortælle, for vi elsker hinanden lige så højt, som vi altid har gjort, og er meget mere sammen i fritiden nu end tidligere,« siger Jesper Koch.
Baggrunden for hans udtræden af det fælles firma, Kocherier, var nemlig, at den 42-årige familiefar ville have mere tid til sine børn på 8, 12 og 14 år.
»De flytter hjemmefra lige om lidt, så jeg vil gerne have weekenderne sammen med dem, men det er svært at holde fri lørdag og søndag, når man driver restaurant,« forklarer Jesper Koch.
Samtidig havde han nye projekter og konsulentopgaver, han gerne ville realisere, men allerede dagen efter pressemeddelelsen blev sendt ud, blev han kontaktet af folkene bag Aarhus Central Foodmarket, som er Aarhus’ nye madmarked i og omkring Aarhus Hallen på Skt. Knuds Torv. Kunne Jesper Koch tænke sig at blive gastronomisk ekspert på projektet? Svaret var ja, for de gastronomiske ambitioner for madmarkedet er høje.
»Alt skal være spitzenklasse, ikke nødvendigvis dyrt, men det skal være det bedste, og der skal være fødevarer og mad, som aarhusianerne ikke har adgang til i dag,« understreger Jesper Koch.
Det er den aarhusianske erhvervsmand Frantz Longhi, der er initiativtageren til Aarhus Central Foodmarket, og to dage om ugen sidder Jesper Koch i hans firmalokaler i Viby, hvor den erfarne kok står for at sammensætte udvalget af fødevareproducenter og spisesteder, der skal ind på Skt. Knuds Torv.
Gerne flere ansøgninger
Aarhus Central Foodmarket består af 700 kvm i Aarhus Hallens stueetage og det udendørs arrangementstorv på Skt. Knuds Torv ud til Ryesgade.
Madmarkedet skal nu indrettes med ca. 40 stadepladser med grønt, fisk, mejeriprodukter, kød med mere – og mellem 6 og 10 spisesteder med forskellige køkkener.
»Aarhusianerne skal kunne gøre deres dagligvareindkøb her, samtidig med at her skal være unikke varer, som ikke fås andre steder i landet, så markedet bliver endnu mere attraktivt for byen,« siger Jesper Koch, der ikke kun går efter lokale producenter, men de bedste fra hele landet.
Han har fået omkring 150 ansøgninger om stadepladser, men vil gerne have endnu flere.
»De, der har noget unikt at tilbyde, skal bare skrive til mig. Madmarkedet skal være mangfoldigt, og jeg mangler at høre fra ham, der synes, han laver den bedste bøfsandwich. Eller den bedste salatbar,« fortæller Jesper Koch, der forventer at lukke for ansøgningerne omkring den 1. juli.
»Jeg hjælper jo gerne producenterne med at produktudvikle. En kan have de bedste gulerødder, men har måske ikke nok til en hel bod, der kan jeg hjælpe med at tænke ud af boksen, f.eks. til at lave gulerodspickles,« siger Jesper Koch, der også gerne hører fra de store producenter.
»For mig er det ikke negativt at være stor, bare de er gode til det, de gør.«
Et hus for alle
Jesper Koch skal også stå for de mange gastronomiske events, som bliver en del af Aarhus Central Foodmarket.
»Det bliver et levende hus for hele byen, børnefamilier, unge, ældre og turister. De kan komme her og få oplevelser, smagsprøver og ny viden om gastronomi og fødevarer,« siger Jesper Koch, der også selv vil få en bod på markedet med indisk-asiatisk mad.
De seneste fem år har Jesper Koch nemlig været i Thailand en måned hvert år for at lære det autentiske indisk-asiatiske køkken at kende, og det vil han nu præsentere aarhusianerne for.
»Menukortet bliver med indisk-asiatiske klassikere, tilberedt af de bedste danske råvarer,« fortæller han.
Jesper Koch går også med idéen om at lave en morgenmadsrestaurant, som man kender det fra storbyerne rundt om i verden. Med et a la carte-menukort med gourmetmorgenmad og små mødelokaler, som man kan leje til at holde morgen- og formiddagsmøder i fred og ro. Central beliggenhed i Aarhus midtby og med plads til omkring 40 gæster.
Koncept i Sønderjylland
Samtidig med Aarhus Central Foodmarket styrer Jesper Koch også et stort projekt på sin fødeegn, Sønderjylland. Danfoss-familien er i gang med at bygge et luksushotel i Sønderborg, Hotel Alsik, der er tegnet af den københavnske tegnestue Henning Larsen Arkitekter, med 190 værelser og fire restauranter. Sidstnævnte står Jesper Koch for, herunder konceptudvikling og indretning. Hotellet er sat til at åbne i 2018.
»Hotel Alsik skal være et flagskib for landsdelen med en klassisk restaurant, en fine dining-restaurant, en stor bistro og grill samt en spacafé/restaurant, da hotellet også får en stor spaafdeling,« fortæller Jesper Koch.
Aarhus Central Foodmarket forventes at åbne i september, måske i forbindelse med festugen. Åbningstiderne er ikke helt på plads i skrivende stund, men der sigtes efter at have åbent hver dag.