Mange klager over besparelser
Børn og Unge modtager stadig høringssvar om besparelser på fritidstilbud.
Tirsdag eftermiddag havde ledelsessekretariatet i Aarhus Kommunes børne- og unge-afdeling modtaget over 70 høringssvar om byrådets forslag til besparelser på børneområdet.
»Hvis vi havde talt sammen for en halv time siden, var der 70. Nu er det 73, og høringsfristen slutter først kl. 12 onsdag,« fortæller sekretariatschef Hans van Binsbergen.
Byrådet har som alternativ til et meget kritiseret forslag om tidligere børnehavestart foreslået, at fritidstilbuddet i 4. klasse ændres fra sfo til fritidsklub, hvor pædagognormeringen er mindre.
En række organisationer har allerede indsendt kritiske høringsvar, bl.a. Århus Forældreorganisation og pædagogernes forbund BUPL. Aarhus Skolelederforening sendte i går sit svar, hvori formand Lisbeth Schmidt Andersen foreslår en helt ny struktur.
»Aarhus Skolelederforening foreslår, at de foreslåede besparelser realiseres ved en omlægning af fritidstilbud i 4. klasse og klubtilbud i 5.-6. klasse til ét fritidstilbud som en del af skolens virksomhed for alle elever i 4.-6. klasse,« skriver formanden, der vurderer, at dette tilbud vil være af bedre kvalitet for børnene.
Svært at konkurrere
I forgårs kom et svar fra Samsøgades Skole, hvori bl.a. skolebestyrelsesformand Janus Boye og skoleleder Martin Appel Loft erklærede sig skuffede over igen at blive præsenteret for et spareforslag, som væsentligt forringer kvaliteten af folkeskolens tilbud og stiller den ringere i konkurrencen med privatskolerne.
»Uden økonomi til et nødvendigt pædagogisk tilbud må det forventes, at det gode arbejde med tidlig indsats sættes tilbage, og den nuværende sfo-dækningsgrad på ca. 75 pct. på fjerde årgang vil falde. I stedet vil mange melde sig ud og gå hjem. Er det det, som vi ønsker for børn på 10 år i midtbyen,« spørger de.
Efter høringsfristens udløb onsdag middag vil svarene blive kategoriseret og bearbejdet til de videre forhandlinger i forligskredsen i slutningen af april.